Lav søgning til BoligJob-ordning
Nye tal viser, at indberetningerne til BoligJob-ordningen har været langt under det forventede. Det til trods vil Dansk Byggeri ikke kalde ordningen en fiasko.
I alt har 153.128 personer foreløbigt benyttet sig af ordningen i 2011 og indberettet fradrag for ca. 1,6 mia. kroner. Skatteværdien af dette fradrag udgør godt 500 mio. kroner.
- Mange indberetter fortsat, og da sidste frist for indberetning for 2011 er sat til den 29. februar i år, er det for tidligt at konkludere, hvor stor den endelige interesse for ordningen bliver, siger kontorchef Søren Schou, Skatteministeriet.
Forventningen i forbindelse med indførelsen af BoligJobplanen var, at det samlede indberettede fradrag for 2011 ville lande på knap 4,4 mia. kroner, og skatteværdien af dette fradrag ville udgøre knap 1,5 mia. kroner. Ordningen er også gældende for hele 2012.
Kan stadig blive en succes
Det er alt for tidligt at kalde ordningen en fuser, lyder det fra Dansk Byggeri i en pressemeddelelse. Organisationen understreger, at ordningen er designet til at være flerårig, og derfor er det for tidligt at dømme ordningen ude.
- Det er i sig selv besynderligt, da det er en kendt sag, at indberetninger altid sker tæt på den sidste indberetningsdag, som er den 29. februar. Der skal derfor ikke lægges for meget i disse tal, siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius, Dansk Byggeri, om SKATs offentliggørelse af de midlertidige tal.
Han peger på, at ordningen har haft en turbulent tilværelse. Den kom til verden lige som ferietasken var pakket og i et efterår, hvor det føg med politiske løfter, blev ordningen det ene øjeblik dømt ude, hvorefter den så blev forlænget igen.
- Det har ikke været nemt at få klarhed om ordningen og dens løbetid. Og da det så endelig gik stærkt med håndværkere ude hos forbrugerne, så blev der igen skabt usikkerhed om regelsættet for skattefradraget. Mange har således ikke fået fradrag for 2011, fordi de først modtog regningen i 2012. Alt i alt noget værre rod, som vi nu må rette op på ved at holde fokus på at sikre ordningen succes i de 10-11 måneder, som endnu er tilbage, siger Torben Liborius.
Vil hæve beløbsgrænsen
Torben Liborius pointerer, at såfremt det viser sig, at de 4,4 mia. kr., som er afsat til ordningen, ikke bliver udnyttet, så vil der være basis for at hæve beløbsgrænsen, som Dansk Byggeri hele tiden har ment er for lav. Der er samtidig ingen grund til ikke at lempe mulighederne for de mange tusinde boligejere, som er kommet i klemme i forhold til at opnå fradrag for 2011.
- Endelig kan man jo tænke sig, at åbne ordningen for brug i sommerhuse. Det vil hjælpe udkantområderne og gøre ordningen brugbar for dem, der har sommerhus.