Fiasko med fagentrepriser forsinker byggeri
Kun 11 firmaer bød ind på de i alt otte fagentrepriser på 2. etape af byggeriet på plejecenter Snorrebakken.
Kun 11 firmaer har meldt deres interesse i de otte fagentrepriser. På tre af fagentrepriserne var der sågar kun ét firma, som bød ind. Mere præcist på ventilations-, vvs- og malerarbejdet. Det skriver P4 Bornholm.
Argumenterne for at vælge et større antal fagentrepriser på byggeprojektet til 110 mio. kr. var netop at sikre flere lokale firmaer mulighed for at byde ind og dermed forbedre beskæftigelsessituationen samt styrke konkurrencen. Således blev antallet af fagentrepriser i processen udvidet fra de oprindelige fem til otte.
Læs mere om: Snorrebakkens 5 fagentrepriser udvides til 8 .
Konkurrence mellem håndværkere skal undersøges
Antallet af bud på de udbudte fagentrepriser er modtaget med skuffelse blandt politikerne, som havde ønsket langt større konkurrence på området.
Hvorvidt der er konkurrence nok blandt de budgivende håndværkere til, at byggeriet kan fortsætte, skal nu undersøges af byggeudvalget bag plejecenteret.
Byggeprocessen på Snorrebakken vil blive stoppet, og det er nu usikkert, om byggeriet kan blive færdiggjort til udgangen af 2013.