Tømrermester i gang igen efter konkurs
Efter konkursen i TBFB ApS har tømrermester Bo Filtenborg valgt at fortsætte en del af aktiviteterne i et nystartet firma.
Nu fører ejeren, Bo Filtenberg, en del af aktiviteterne videre i et nyt firma, der bærer hans navn; Tømrermester Bo Filtenborg Borup ApS. Det skriver Licitationen.dk.
Selskabet har ifølge Licitationen overtaget en del af aktiviteterne fra det konkursramte firma.
HusCompagniet interesseret i fortsat samarbejde
Det nystartede tømrerfirma arbejder ifølge Licitationen.dks oplysninger for HusCompagniet, som også var det konkursramte TBFBs største kunde.
Ifølge direktør i HusCompagniet, Martin Ravn-Nielsen, har man endnu ikke indledt et formelt samarbejde med det nystiftede tømrerfirma.
- Vi har haft et godt samarbejde med TBFB og har været tilfredse med arbejdet, og i forbindelse med, at Bo Filtenborg har valgt at rekonstruere, arbejder vi på at finde en løsning for fortsat samarbejde, siger Martin Ravn-Nielsen til Licitationen.