Hun skal styrke kendt afløbs-brand
Det er blevet tid til at udvide marketingteamet hos den danske designvirksomhed Unidrain, der er kendt for det elegante linjeafløb. Derfor er Lisbeth Smed Nissen ansat i rollen som ny marketingprojektleder med ansvar for virksomhedens produktmarketing samt marketingaktiviteter inden for såvel B2B som B2C.
Branchen er velkendt for den nye projektleder, for på CV’et fremgår blandt andet Saint-Gobain Distribution Denmark, der distribuerer produkter og løsninger til bygge- og anlægssektoren. Her beskæftigede Lisbeth Smed Nissen sig med marketing gennem 16 år, blandt andet med ansvar for VVS-grossisten Brødrene Dahl.
Senest kommer hun fra en stilling som Marketing Manager hos Flügger A/S:
- Der er en masse paralleller fra mine tidligere jobs og til det nye, og denne ballast kan jeg bidrage med i min nye stilling. Jeg glæder mig til at bringe mine 20 års erfaring med marketing i spil hos Unidrain, hvor min primære opgave bliver at udvikle og drive et hav af spændende projekter, kampagner og andre marketingaktiviteter, fortæller Lisbeth Smed Nissen.
Fokus på produktmarketing og eksport
Hos Unidrain kommer hun til at beskæftige sig med både produktmarketing og eksport til det internationale marked:
- Det bliver spændende at lære både brandet og de mange produkter endnu bedre at kende og ikke mindst at arbejde ud mod de forskellige kunder, herunder VVS’ere og arkitekter, siger Lisbeth Smed Nissen.