23948sdkhjf

Trekantsområdets kommuner laver fælles planstrategi

Middelfart, Fredericia, Vejen, Kolding, Billund og Vejle vil skabe attraktive, levende byer og grønne områder. Bæredygtighed, infrasturktur og byggeri kommer i fokus.
Som de eneste kommuner i Danmark har de seks kommuner i Trekantområdet Danmark i fællesskab udarbejdet en planstrategi, der skal være ledetråd for de kommende kommuneplaner. Planen omhandler den fremtidige udvikling af området indenfor blandt andet bæredygtighed, infrastruktur og nyopførelse af offentlig og privat bebyggelse.

Allerede en succes
For formanden for Trekantområdet Danmark og borgmester i Kolding Jørn Pedersen er samarbejdet om den fælles plan i sig selv en succes.

- I disse tider hvor det er åbenlyst, at vi skal bruge vores ressourcer bedst muligt, er det oplagt, at vi går sammen om at lave en plan, fremfor at alle seks kommuner bruger tid på at lave en helt fra bunden, siger Jørn Pedersen.

Bæredygtighed et nøgleord
Trekantområdet Danmarks fremtidige vision er blandt andet at satse på bæredygtighed. De seks kommuner vil skabe attraktive, levende byer og grønne områder, passe godt på områdets smukke natur, og arbejde for at finde deres egen måde at gøre transporten mere bæredygtig på. Trekantområdet er præget af meget pendling og trafik, og fokus på mere kollektiv trafik er også på dagsordenen.

- Når vi snakker om bæredygtighed, så hjælper det ikke, at det kun er én kommune, der gør det godt. Vi er nødt til alle at tage et ansvar, for at det giver mening. Derfor er bæredygtighed et gennemgående tema i planen, forklarer Jørn Pedersen, der glæder sig over, at de seks kommuner i Trekantområdet Danmark arbejder sammen.

Den fælles strategiplan bliver nu sendt ud i høring, og borgere i Trekantområdet opfordres til at komme med bemærkninger og foreslag til planen. Input kan ske til hjemkommunen inden den 22. februar 2012. Planstrategien kan ses på de respektive kommuners hjemmeside.

Fakta om Trekantområdet Danmark
Trekantområdet Danmark er en forening bestående af de seks kommuner; Middelfart, Fredericia, Vejen, Kolding, Billund og Vejle. Foreningen har til formål at styrke samarbejdet omkring erhverv og uddannelse, kultur, klima og planlægning, turisme og transport i Trekantområdet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079