Undersøgelser bekræfter valg af Femern-løsning
Femern A/S fremlagde onsdag en samlet, teknisk undersøgelse af fire forskellige løsninger til den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland. Den bekræfter fordelene ved at vælge en sænketunnel.
Alle fire løsninger rummer en firesporet motorvej samt en tosporet jernbane og alle fire muligheder er baseret på samme funktionskrav.
- Resultaterne af vores tekniske undersøgelser af en boret tunnel ændrer ikke noget på vores valg af foretrukken løsning. Tværtimod er vi blevet bekræftet i, at en sænketunnel har mange fordele frem for en boret tunnel på en række parametre. Det gælder tekniske risici, byggetid, anlægsomkostninger og omkostninger til drift og vedligehold, siger teknisk direktør i Femern A/S, Steen Lykke.
Prisforskel på 25 procent
Ifølge rapporten medfører den borede tunnel højere anlægsrisici. Sænketunnelen er 20 km lang og udføres med kendt teknik, mens tre borede tunneler på hver 20 km vil skulle bores under meget vanskelige, geologiske forhold.
Kombinationen af en stor tunneldiameter, lange borestrækninger og jordbundsforhold som er vanskelige at bore i, bevirker at en boret tunnelløsning er på grænsen af, hvad der anses som gennemprøvet anlægsteknologi.
Desuden er der de økonomiske forhold, som også taler til fordel for en sænketunnel. Således er de samlede omkostninger (i 2008-priser) til en boret tunnel anslået til 50,8 mia. kr., mens omkostningerne til sænketunnelen er beregnet til 40,7 mia. kr. Det svarer til en forskel på ca. 25 procent.
Den samlede tekniske rapport er alene en teknisk gennemgang af de fire forskellige, tekniske forskellige løsninger. Alle varianter gennemgår for øjeblikket en miljømæssig vurdering.
Anlægsarbejde ventes indledt i 2014
Den endelige godkendelse af projektet vil i Danmark ske som en anlægslov, der vedtages af Folketinget. I Tyskland vil den endelige godkendelse blive foretaget af den kompetente myndighed Landesbetrieb für Straßenbau und Verkehr Schleswig-Holstein i Kiel.
Godkendelserne ventes i 2013/2014, hvorefter anlægsarbejdet kan gå i gang i sommeren 2014. Tunnelen under Femern Bælt ventes åbnet i 2020.
Rapporten ”Consolidated Technical Report” kan findes på engelsk på www.femern.com . En dansk og en tysk oversættelse vil være klar i begyndelsen af januar 2012.