Etablering af inspirerende udeareal i Fredensborg
Den nye Fredensborg Skole Vilhelmsro får 2 millioner fra Lokale- og Anlægsfonden til at skabe udearealer for alle børn, unge og voksne i lokalområdet.
Inden længe bliver stedets kvaliteter forbedret væsentligt, når der bliver anlagt en bred vifte af nye muligheder for idræt og bevægelse samt mere stille aktiviteter.
Udearealernes arkitektur tager over, hvor skolen slipper. Skolen er tegnet som en form for landsby, hvor naturen har fået lov at bevæge sig ind og ud mellem bygningerne. Det danner en række mindre uderum, der bindes sammen med de større udearealer af en 1.000 meter lang løbesti. Stien bliver en såkaldt "lysløjpe", hvor lampestandere kan aktiveres af sensorer, så joggere kan løbe om kap med lyset.
Eksempelprojekt
Løbestien fører hen til de forskellige aktive nedslag i udearealerne. Blandt andet en oplyst multibane samt asfaltflader til rulleskøjteløb, sjipning og hinkeruder.
Samtidig etableres en lydaktivitetslegeplads. Den giver mulighed for at lege med lyd, dans, gøgl, balanceplader, slagtøjsinstrumenter, gastrommer, underjordiske talerør. Området får en 600 m² kombineret fiskedam og regnvandsbassin. En bro krydser vandet, der bliver oplyst af lamper placeret mellem sivene og skaber en særlig stemning.
I alt koster projektet 15 mio. kr. Fredensborg Kommune støtter med 12,3 mio. kr. Lokale- og Anlægsfonden har bevilget 2 mio. kr. Projektet er tegnet af BBP Arkitekter.
- Det er Fondens andet eksempelprojekt, hvor nybyggede skoler viser de store potentialer, der findes i at gå nye veje med udendørs skolearealer. I stedet for at anlægge skolegårde som i gamle dage kan man skabe udendørs samlingssteder, hvor alle i lokalområdet kan være aktive, så børn og voksne i fællesskab kan udfolde sig i bevægelse og leg, siger Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden om projektet.