Nyt projekt binder Svendborg bedre sammen
Et partnerskab mellem Svendborg Kommune og Realdania baner vej for et innovativt byrumsprojekt til i alt 69 mio. kroner.
Derfor har Svendborg Kommune og Realdania nu indgået et partnerskab om et byrumsprojekt, der fysisk, mentalt og symbolsk skal forene byen, så Svendborg igen bliver 'en by ved vandet'.
Målet er at etablere et forløb af byrum med nye fodgængerforbindelser, aktivitetsformer og trafikløsninger, der indbyder til ophold, bevægelse og møder mellem mennesker. Derved forenes byen fysisk i højere grad end i dag, og bylivet styrkes med rekreative, dynamiske hverdagsrum.
En typisk dansk havneby
Byrumsforløbet, der ligger i umiddelbar nærhed til en række af byens vigtige kulturinstitutioner, skal forstås som et samlet byrum med en række forskellige funktioner og nedslag. De seks eksisterende byrum skal omdannes fra overvejende trafikarealer til byrum, hvor fodgængere og cyklister prioriteres højt.
Samtidig skal projektet tilføje en ny rumlig struktur mellem gågadenettet og havnen. Den nye forbindelse vil betyde, at havnen vil opleves som en integreret del af byen. Endelig bliver det også nemmere at orientere sig, og tilgængeligheden mellem by og havn forbedres væsentligt.
- Svendborg er et typisk eksempel på en havneby, hvor trafikale og landskabsmæssige barrierer i dag afskærer byen fra havnen og dermed udnyttes havnens rekreative potentialer ikke optimalt. Det nye byrumsforløb vil skabe sammenhæng mellem by og havn, og endvidere vil omlægningen af de eksisterende byrum fremme bylivet og -aktiviteterne. Jeg er sikker på, at projektet vil fremme livskvaliteten for borgerne i Svendborg, og at det vil inspirere andre byer, der står med lignende udfordringer, siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.
Arkitektkonkurrence i 2012
Projektet er udarbejdet med støtte fra Realdania og gennemføres som led i en større omlægning af Svendborgs bynære havneareal, hvor Svendborg Kommune i samarbejde med Trafikstyrelsen og DSB finansierer trafikomlægninger og ny trafikterminal.
Konkret etableres byrumsforløbet fra Krøyers Have over Skolegade, Ramsherred, Torvet, Lilletorv igennem Møllegade og afsluttes med en trappeforbindelse og et stræde fra Møllegade til havnen. Bruno Hansen, der er formand for kommunens kultur- og planlægningsudvalg, fortæller, at næste skridt er at indbyde en bred vifte af byens aktører til dialog. Det skal danne grundlag for udarbejdelsen af et program for en arkitektkonkurrence.
Udarbejdelse af arkitektkonkurrencen samt projektering, myndighedsgodkendelser og udbud vil forløbe i 2012 til primo 2013. Det første anlægsprojekt – omdannelsen af Torvet – forventes påbegyndt og indviet i 2013.
Projektering, myndighedsgodkendelser og udbud for omdannelse og nyanlæg af de øvrige byrum forventes udført og afsluttet i to etaper til og med 2015.
Den samlede investering i byrumsprojektet samt ny trafikterminal og trafikomlægninger er 69 mio. kr. Heraf har Realdania stillet en økonomisk ramme på 22 mio. kr. til rådighed.
Snit fra Vor Frue Kirke, nedover Jessens Mole, til Frederiksøen.