Energifuld restaurering i Christiansfeld
Et nyt restaureringsprojekt skal omdanne flere af Christiansfelds gamle huse til energivenlig bebyggelse. Projektet er del af et bybevaringsprojekt indledt i 2002.
Det smukke fredede hus i Lindegade 2, bliver første forsøg på at omdanne flere af de gamle huse i Christiansfeld til energivenlig bebyggelse.
Projektet er en del af det omfattende bybevaringsprojekt, der siden 2002 har haft til formål at restaurere og bevare Christiansfelds gamle historiske bykerne. Bag projektet står et partnerskab bestående af Kolding Kommune, Brødremenigheden i Christiansfeld og Realdania, der har bidraget med 99,2 mio. kr. til projektet.
Demonstrationsprojekt i Lindegade
Ved porten til Christiansfeld ligger Lindegade 2, hvor det omfattende restaureringsarbejde snart påbegyndes. Det typiske Christiansfeldhus skal indrettes med fem moderne energivenlige boliger.
Restaureringsarbejdet vil energioptimere huset med bl.a. såkaldte tætningsforsøg, der vil give store energibesparelser. Istandsættelsen af ejendommen skal på den måde også fungere som demonstrationsprojekt, med henblik på at energioptimere andre af de fredede Christiansfelderhuse.
Projektet er det seneste initiativ i den omfattende udvikling og bevaring af den historiske bykerne. I løbet af det forløbne år er tre større restaurering- og ombygningssopgaver afsluttet.
Honningkagebageriet er genåbnet
Den faldefærdige bygning i Lindegade 27 har fået en særdeles kærlig hånd. Huset, der siden opførelsen i 1793 flere gange har været ombygget, er nu på harmonisk vis renoveret. Husets for- og sidehus er grundigt restaureret og fungerer i dag med de 10 nyindrettede værelser, som en del af Brødremenighedens Hotel.
Siden marts i år har man igen kunnet købe de berømte Christiansfelder honningkager i Brødremenighedens bageribygning fra 1799. Bageriet er genåbnet i nyindrettede og restaurerede lokaler. I butikkens showroom kan kunderne følge med i honningkage- og chokoladeproduktion på nærmeste hold.
Byens apotekerbygning er ligeledes blevet restaureret og facaden er ført tilbage til bygningens oprindelige udseende. Efter at have huset Christiansfeld Apotek i mere end 200 år har virksomheden Historicum netop åbnet butik i stuetagen.
Bybevaringsprojektet i Christiansfeld forventes afsluttet i slutningen af 2012.
Kolding Kommune gennemfører, parallelt og efterfølgende en større indsats med investeringer i fornyelse og opgradering af gader, pladser og udendørsarealer i den historiske bykerne i perioden 2010-2023.