Arkitema-projekt fuldender havneomdannelse i Middelfart
Et smidigt samarbejde med kommunen giver plads til ejendomsselskabet Futurums byggeri, ”De 4 Skibe”, der bliver til kontorer og butikker på havnefronten i Middelfart.
Det konstaterer Kim Kjærholm, ingeniør og teknisk ansvarlig for ejendomsselskabet Futurum, der her i efteråret for alvor er gået i gang med projektet ”De 4 Skibe”, som er tegnet af Arkitema.
Udlejning skudt i gang
”De 4 Skibe” består af fire selvstændige bygninger, inspireret af det maritime miljø på havnen. Bygningerne hviler på en base, der skal indeholde butikker af varierende størrelse, og 1. og 2. sal er beregnet til liberale erhverv.
Det samlede areal bliver på 8.400 m² fordelt på de tre niveauer. Som en ekstra bonus kan de kommende lejere sikre sig en bådplads lige uden for døren. Der er også tænkt på parkering, for der hører 208 gratis parkeringspladser til byggeriet, der kommer til at ligge helt centralt i Middelfart med udsigt til de to Lillebæltsbroer og tæt kontakt til de trafikale færdselsårer.
”De 4 Skibe” opføres på den sidste ledige erhvervsgrund på havnefronten, og udlejningen af butikker og kontorer er skudt i gang.
Ny lokalplan
Selvom lokalplanen foreskriver en lavere bebyggelsesprocent, en lavere højde for bygningerne og smallere bygningsdybde, er det alligevel lykkedes Futurum at få projektet igennem.
Indsigelserne har nemlig været meget få, fortæller Kim Kjærholm:
- Kommunen har været en stor hjælp, og den har været rigtig god til at informere. Foruden borgermøde og nabohøring, har kommunen oprettet et forum på sin hjemmeside, hvor borgerne har kunnet diskutere projektet, ligesom kommunen også har informeret i de lokale medier. Det har skabt livlig diskussion og et stort engagement i byggeriet og også en accept af det, forklarer han.
Erhvervsvenlig kommune
Hos Middelfart Kommune glæder borgmester Steen Dahlstrøm sig over, at lokalplanen nu er på plads. For ham er processen et bevis på, at Middelfart er en kommune, der går langt for at imødekomme erhvervslivets initiativer:
- Vi har gjort det, vi er til for, nemlig at skabe rammerne for sådanne nye projekter. Det er jo en myndighedsopgave. Middelfart Kommune er en erhvervsvenlig kommune, og vi vil gerne servicere et godt, privat initiativ. Sådan et projekt er ”De 4 Skibe”, og vi har derfor sørget for, at projektet har fået de nødvendige dispensationer fra lokalplanen. Man møder ikke langsommeligt bureaukrati her hos os, fastslår borgmesteren.
Middelfart Kommune vandt for nylig dette års Byplanpris for sin ambitiøse omdannelse af havnen, og her er ”De 4 Skibe” et vigtigt element. Steen Dahlstrøm glæder sig derfor også over, at ”De 4 Skibe” nu kommer til at udgøre en flot afrunding af havnefronten, som Middelfart Kommune har været i gang med i nogle år.
Læs mere om projektet på www.de4skibe.dk