Københavns Kommune: Ammoniak-risiko mindre end nogensinde
Behandlingen af byggetilladelser i Kødbyen genoptages nu efter positive konklusioner i en ny risikorapport fra Cowi.
Københavns Kommune suspenderede for nyligt udviklingen af området og satte i den forbindelse behandlingen af en række byggetilladelser på standby.
Årsagen var en mistanke om risiko for ammoniakudslip – en mistanke som nu er aflivet.
Læs også: Ammoniak sætter byudvikling på standby
Ammoniakanlægget har i sin 75-årige levetid ikke haft alvorlige udslip, og det sker heller ikke fremover, vurderer Cowi i en ny risikoanalyse.
Faktisk er risikoen for farlige udslip samlet set mindre end nogensinde efter en række tiltag, som over de seneste ti år har forbedret sikkerheden markant.
Analysen fra Cowi slår bl.a. fast, at risikoen fra den centrale del af anlægget – der blev totalrenoveret i 1990erne – løbende er blevet reduceret efterhånden som flere risikoreducerende foranstaltninger er etableret.
Sager afsluttet i uge 48-49
Cowi-analysen er foranlediget af en afgørelse fra Miljøklagenævnet fra 2010. Afgørelsen fastsætter, at risikoanalyser også skal omfatte decentrale dele af anlæg. De tidligere analyser i Kødbyen omfattede kun anlæggets centrale installationer, hvor de store mængder ammoniak findes. Nu er risikoen ved de decentrale dele af anlægget også kortlagt.
Cowis rapport består af en risikoanalyse for det centrale anlæg samt en vejledning i vurderingen af risikoen for lækager eller uheld fra anlæggets decentrale dele.
Næste skridt bliver nu, at miljømyndigheden vurderer enkelte lejemåls præcise placering i forhold til risici fra den centrale del af anlægget. Sidstnævnte vurdering sker ud fra en nøje kortlægning af, hvordan de enkelte lejemål ligger i forhold til anlæggets decentrale dele sammenholdt med Cowis vejledning. I den forbindelse vil det blive vurderet, om der er behov for ekstra sikkerhedsmæssige foranstaltninger og i givet fald hvilke.
Københavns Kommune oplyser, at arbejdet påbegyndes med det samme, og at de enkelte lejemålssager afsluttes løbende, som arbejdet skrider frem.
- De otte lejere, der har afventet byggetilladelser og ibrugtagningstilladelser på grund af uafklarede risikoforhold, vil få vurderet og afsluttet deres sager i uge 48 og 49, oplyser kommunen.
Kilde: Københavns Kommune