LED-producent scorer millionstøtte til IoT-projekt
Lyngby-virksomheden LED iBond har netop modtaget et tilskud fra Energistyrelsen på 6,1 millioner kroner til et projekt kaldet ”LED light as IoT infrastructure for buildings and industrial applications”.
Der er tale om de såkaldte EUDP midler, hvor i alt 9,6 millioner kroner til projektet. 6,1 millioner kroner tilfalder LED iBond direkte, mens den øvrige sum på 3,5 millioner skal kanaliseres ud til øvrige samarbejdspartnere i projektet.
- Tilsagnet om støtte fra EUDP-programmet er en blåstempling af både vores teknologi og af perspektiverne inden for intelligente bygninger, som et vores tre nøglemarkeder. Nu får vi mulighed for at sætte ekstra fart på udviklingen af vores kerneprodukter, og det giver os selvfølgelig et vigtigt yderligere forspring i forhold til konkurrenterne. Vi er taknemmelige for den tillid, som EUDP har vist os med dette tilsagn, siger administrerende direktør Rolf H. Sprunk-Jansen.
Pengene bliver fordelt over de næste to år.
Det fremgår i en pressemeddelelse fra LED iBond.
LED til grønne bygninger
Projektet tager udgangspunkt i LED iBond’s flagskibsprodukt Tracy, som – ifølge virksomheden - vil blive grundlaget for et helt nyt intelligent LED-infrastruktursystem til fremtidens grønne og intelligente bygninger.
Systemet skal blandt andet håndtere overvågning og realtidsstyring af bygningers energiforbrug, temperatur, ventilation, luftfugtighed, opvarmning og mange andre funktioner.
Et af elementerne i projektet er udviklingen af en open source ”værktøjskasse” til producenter af sensorer og andre IoT-enheder, som i fremtiden kan bruge Tracy-teknologien som infrastruktur for deres produkter. LED iBond forventer, at udviklingsprojektet vil udvide anvendelsesmulighederne for Tracy-panelet betydeligt.
|