Overskuddet skrumper hos Dreier & Co
Byggefirmaet Dreier & Co i Nyborg kom ud af 2010/2011 med et overskud, der var små 2 millioner mindre end året før.
Således havde byggefirmaet i 2010/2011 et bruttoresultat på 31,71 mio. kr. mod 32,42 mio. kr. året før. Driftsresultatet var på 14.000 kr., hvilket var en markant tilbagegang på 2,67 mio. kr.
På bundlinjen var årets resultat et overskud på 129.000 kr., mens firmaet i 2009/2010 kunne præsentere et overskud på 2 mio. kr.
Det beskedne overskud betegnes i regnskabets ledelsesberetning som ikke tilfredsstillende og under forventningen. Ligeledes hæfter man sig ved nedgangen i aktivitetsniveauet i branchen samt den øgede priskonkurrence.
Blandt opgaverne, som Dreier & Co har gennemført i årets løb er renoveringen af Vinding Kirke .
I det kommende år forventer firmaets ledelse fortsat hård priskonkurrence, hvilket vil påvirke aktivitetsniveauet og resultatet. I regnskabsåret 2010/2011 er allerede foretaget omkostningstilpasninger, som ventes at give et bedre resultat i 2011/2012.