Træbyggeri i vækst – men fremtiden rummer store dilemmaer
Et af årets helt store fokuspunkter, når aktører fra hele byggebranchen samles på Build in Wood, bliver fremtidens træbyggeri og de dilemmaer, som følger med udviklingen.
Ifølge arrangøren Building Green er træ et centralt element i den grønne omstilling, men materialet er ikke uden udfordringer.
- Vi mærker en stor nysgerrighed i branchen for at finde ud af, hvordan balancen mellem strammere klimakrav og krav til sikkerhed og sundhed kommer til at se ud i det nye reglement. Hvis det ikke bliver tilpasset de andre materialer også, kan det blive svært at bygge mere med træ, lyder det fra direktør i Building Green, Sarah Elhauge, i en pressemeddelelse.
Hun håber derfor, at trækonferencen kan skubbe branchen i en retning, hvor det bliver lettere at vælge træ som byggemateriale.
- Vi vil gerne skubbe på, at vi også taler om træbyggeri i mindre projekter, almene byggerier, sportshaller og huse, så træ bliver valgt på lige fod med andre materialer. Men det er ikke uden dilemmaer, og dem vil vi også gerne sætte fokus på, siger Sarah Elhauge.
Øget efterspørgsel skaber pres på ressourcerne, og der er behov for, at byggebranchen sikrer ansvarlig produktion og import.
Lektor Niclas Scott Bentsen fra Københavns Universitet peger på, at flere sektorer konkurrerer om de samme begrænsede biomasseressourcer. En løsning kan blive øget import og ny skovrejsning – men det er en langsigtet proces.
- På den korte bane må en stor del af den forventede merefterspørgsel dækkes af import. Med den grønne trepart er der udsigt til tilplantning af 150.000 ha over de næste 20 år med blandt andet træproduktion for øje. Det har dog lange udsigter, at de arealer leverer træ til byggeriet i væsentligt omfang, 50-70 år, siger Niclas Scott Bentsen.
Han tilføjer, at udfordringen i mellemtiden bliver at sikre, at det importerede træ er bæredygtigt produceret. Det skal ske gennem lovgivning, EUDR, certificering og skovovervågning.
Build in Wood er Danmarks største trækonference og har været afholdt af Building Green årligt siden 2018. Konferencen finder sted den 20.-21. maj i The Plant på Amager.