Boligminister får håbefuldt partner-forslag
Boligminister Kaare Dybvad Bek er imponeret over de ambitiøse mål i rapporten fra Klimapartnerskabet for byggeri og anlæg.
2
Billeder

Boligminister Kaare Dybvad Bek, får overrakt rapporten af næstformand i Klimapartnerskabet for byggeri og anlæg, Ingrid Reumert fra Velux. (Foto: Ricky John Molloy)
Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelse
Forslaget om at gøre alle byggepladser fossilfrie og skifte diesel ud med el og biobrændstoffer er et af de mange forslag i Klimapartnerskabets rapport. Et initiativ, som boligministeren er opmærksom på.
- Jeg tør ikke at sætte en dato på, hvornår alle byggepladser herhjemme er fossilfrie, for der skal findes en fornuftig balance. Men jeg kan love, at jeg arbejder for at staten vil gå foran og sætte høje standarder, sagde Kaare Dybvad Bek.
Ambitiøse mål
Ministeren var med egne ord imponeret over de ambitiøse mål i rapporten fra Klimapartnerskabet for byggeri og anlæg.
- Det er positivt, at det bredt sammensatte partnerskab har leveret et omfattende katalog, der ser på både nybyggeri og drift i bygningerne, og på hvordan man kan gøre en forskel på langt sigt ved at bygge grønt med bæredygtige materialer. At sørge for at omstille byggeriet så tidligt i processen som muligt er uhyre vigtigt, sagde boligministeren.
Introduktion af den frivillige bæredygtighedsklasse, som Kaare Dybvad Bek netop har taget initiativ til, er et af eksemplerne på vejen. Og Klimapartnerskabet kommer med mange flere.
- Blandt de vigtigste er udfasning af olie- og naturgasfyr, CO2-regnskab for bygninger, bedre energimærker og ikke mindst en langt større satsning på energieffektiviseringer i vores boliger og bygninger. Lægger man det hele sammen, vil det kunne reducere udledningen af CO2 med 5,8 mio. ton, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.
Ifølge boligministeren vil netop energieffektiviseringer blive et af de vigtige emner, når Folketingets partier genoptager forhandlingerne om en klimahandlingsplan efter sommerferien.