Startskud til Københavns største vejprojekt
Onsdag blev der i bogstaveligste forstand taget hul på byggeriet af den nye Nordhavnsforbindelse. Der skal bruges 95.000 m³ beton til at bygge den 620 meter lange tunnel.
Til gengæld er vejprojektet lidt af en ingeniørbedrift i den tæt bebyggede hovedstad, hvor både jernbaner, bygninger og veje skal forceres.
Særligt den 620 meter lange tunnel er teknisk kompliceret, og alt i alt tager det fem år at bygge den kombinerede vej og tunnel, som åbner i slutningen af 2015.
Projekt til 2 milliarder
Onsdag den 2. november gik borearbejdet på tunnelen i gang. Først skal der laves afstivende vægge, og fra årsskiftet 2012 vil tunnelområdet blive gravet ud. Det resulterer i en meget stor udgravning på Østerbro.
- Forbindelsen til Nordhavn er et meget stort byggeri, der vil påvirke naboer og trafikanter, mens det står på. Derfor er det vigtigt at arbejde på at minimere ulemperne. Jeg er derfor meget glad for, at vi for nylig har fundet en metode til at bygge tunnelen under Strandvejen, som forkorter byggepladstrafikkens rute til jorddepotet i Nordhavn, og åbner fire spor på Strandvejen allerede fra juni 2012, siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal.
Den kombinerede vej og tunnel skal forbedre adgangen til den kommende bæredygtige bydel i Nordhavn, som skal udbygges over de næste årtier. Nordhavnsvej vil dagligt lede 15.000 biler uden om centrale beboelsesgader.
Der er afsat ca. 2 mia. kr. til at bygge Nordhavnsvej. Heraf bidrager staten med 700 mio. kr. Vejen er en del af aftalen mellem Københavns Kommune og staten om metrocityring og udbygning af Nordhavn. E. Pihl & Søn er entreprenør på byggeriet.
Nordhavnsvej i tal
• Der skal bruges 95.000 m3 beton til at bygge tunnelen.
• Tre borerigge på 27 meter skal udføre borearbejdet på tunnelen.
• 1.100 betonpæle bores ned i ca. 20 meters dybde. Betonpælene skal udgøre en afstivende væg.
• I gennemsnit kan der bores 2 pæle i per dag.
• 323.000 m³ jord skal graves væk.
• Der vil opstå en byggegrube, der dækker et stort område på Østerbro: Længde: 620 m / dybde: op til 20 m / bredde: Ca. 24 m
• Tunnelen bygges tæt på eksisterende bygninger. Mindste afstand til en bygning er 1 meter.
• Det er den 1. tunnel i Danmark, som har vandtågeanlæg. Anlægget går i gang, hvis der opstår brand.
• Nordhavnsvej bliver en del af Ring 2 med 2 spor i hver retning. Farten bliver maks. 60 km/t.
• 620 meter af vejen bliver lagt i tunnel. Vejen bliver i alt 1.650 meter.
• Der bliver sat 2,5 km støjskærme op, og der bliver lagt støjreducerende asfalt.
• Vejen vil stå færdig sidst i 2015.
Byggeprocessen for tunnelen
• Den 1. november 2011 begynder byggeriet af tunnelen
• Betonpæle til de afstivende vægge bores og støbes (november 2011 - december 2012)
• Grundvandet sænkes for at holde byggegruben tør (februar 2012 - juni 2014)
• Byggegruben graves ud (januar 2012 - marts 2013)
• Jordankre bores i væggene (januar 2012 - marts 2013)
• Betonarbejde og støbning (januar 2012 - april 2014)
• Overfladen genetableres (januar 2014 - januar 2015)