23948sdkhjf

Entreprenører presses fra flere sider

Der er ingen garanti for, at fremrykningen af offentlige investeringer vil resultere i en jobfest i bygge- og anlægssektoren. Det konkluderer Deloitte i en ny brancheanalyse.
Den danske entreprenørbranche er presset, og samtidig med konjunkturnedgangen er der stigende konkurrence fra udenlandske aktører.

Det vurderer partner Thomas Frommelt, der står i spidsen for Deloittes branchegruppe for entreprenører, som netop har gennemført en større analyse af branchen.

- Offentlige investeringer vil uden tvivl skabe en række job, for selv om det bliver udenlandske konsortier, som får opgaven, skal arbejdet jo udføres i Danmark. Men alt andet lige vil der være færre job, hvis det er udenlandske firmaer, som vinder ordrerne, siger Thomas Frommelt.

Han pointerer, at de udenlandske spillere står stærkt på flere områder. Blandt andet virker det som om, at de er bedre styret og derfor har en bedre økonomi end gennemsnittet.

Konsolidering er vejen frem
Deloittes analyse tegner et billede af en presset branche. 39 pct. af virksomhederne i analysen kom ud af 2010 med underskud, og hver fjerde entreprenørvirksomhed har en økonomi, hvor der er en umiddelbar risiko for konkurs.

De større entreprenører klarer sig dog væsentlig bedre end branchen som helhed. Blandt virksomheder med over 100 ansatte var det kun 17 pct., som havde underskud i 2010. Derfor må man forvente en konsolidering, hvilket også er en nødvendighed, hvis branchen skal have en sund økonomi.

- Konkurrencen er skærpet. Hvor der før var fem eller syv bud på en opgave, er der ofte i dag betydeligt flere, der byder. Det presser priserne nedad, og samtidig er der stigende råvarepriser. Dermed bliver det meget svært at få en fornuftig forretning ud af det. Der er behov for produktivitetsforbedringer. Ved at gå sammen kan de mellemstore virksomheder høste en række stordriftsfordele, det er både besparelse på de administrative omkostninger og bedre udnyttelse af maskinparken, siger Thomas Frommelt.

Lange betalingsfrister belaster likviditeten
En række af de mindre aktører er samtidig presset af, at der i kølvandet på finanskrisen konkurreres på betalingsbetingelserne. Ofte forhandler bygherrerne sig til langt bedre kredittider end tidligere, hvilket er en yderst farlig vej for branchen, mener Deloittes brancheekspert.

- Betalingsbetingelser, hvor regningerne først skal betales efter tre måneder, er i dag slet ikke uhørt. Entreprenøren bliver belastet af en pengebinding, samtidig med at der selvsagt er en større risiko for tab. For branchen er det en tvivlsom vej at gå, men det er selvfølgelig svært for den enkelte entreprenør at stå imod, hvis det er et spørgsmål, om ordren kommer i hus eller ej, siger Thomas Frommelt.

Læs hele Deloittes analyse (åbner som pdf).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078