Dansk Byggeri: 16.400 færre i byggejob de næste måneder
Coronakrisen ventes at gå hårdt ud over beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen de næste måneder, viser et opdateret skøn over beskæftigelsen fra Dansk Byggeri.
Selv om langt de fleste virksomheder stadig kan holde aktiviteten oppe på byggepladser og anlægsprojekter, venter Dansk Byggeri, at beskæftigelsen i branchen falder med 16.400 medarbejdere fra 1. til 2. kvartal. Alle grene af byggeriet vil ifølge prognosen opleve hjemsendelser og afskedigelser som følge af krisen.
Senere på året forventer organisationen dog, at aktiviteten og beskæftigelsen retter sig igen, så branchen samlet set vil have mistet omkring 7.300 medarbejdere på grund af coronapandemien, når året er gået.
I øjeblikket er der i alt cirka 177.600 beskæftigede i bygge og anlæg.
Det corona-justerede beskæftigelsesskøn fra Dansk Byggeri bygger på en vurdering af den procentvise nedgang i boligbyggeri, erhvervsbyggeri, anlægsarbejde, reparation og vedligeholdelse. |
Færre renoveringer - mindre fald hos anlægsvirksomhederne
Det er ikke mindst renoveringer og reparationer af boliger, der ventes at blive skruet ned for de kommende tre måneder. På det område står beskæftigelsen til at falde med 6.500 fra 1. til 2. kvartal.
- Færre bolighandler, højere rente og en generel usikkerhed om fremtiden vil få færre boligejere til at sætte renoveringer og reparationer i gang. Og det samme gælder virksomheder, der selv må skære ned og er ramt af krisen, siger adm. direktør Lars Stor Hansen, Dansk Byggeri, i pressemeddelelsen.
Nybyggeri bliver også ramt, men knap så voldsomt. I prognosen vurderer Dansk Byggeri, at aktiviteten i byggeri af både boliger, erhvervsejendomme og offentlige bygninger vil falde mellem 8 og 10 pct. de næste tre måneder og medføre et fald i beskæftigelsen på over 4.000 medarbejdere.
Helt så galt går det ikke for anlægsvirksomhederne, som ventes at beskæftige 700 færre ansatte i 2. kvartal.
- Det skyldes først og fremmest, at langt de fleste anlægsprojekter bliver finansieret af det offentlige, og at de ventes at blive ført videre uden de store forsinkelser, siger Lars Storr-Hansen.