23948sdkhjf

Hoffmann løber med fynsk projekt til 65 millioner

Totalentreprenøren Hoffmann skal sammen med arkitekterne Adept og rådgivende ingeniører Moe opføre Assens Forsynings nye administration samt værksted og lager. Det oplyser det fynske forsyningsselskab i en pressemeddelelse. 

Entreprisesummen for de 2.700 kvm administration samt 2.000 kvm værksted og lager udgør cirka 65 mio. kr. 

Valget er truffet efter, at Assens Forsyning i samarbejde med bygherrerådgiveren Cowi har gennemgået tilbuddene fra de fire prækvalificerede totalentreprenører, som udover Hoffmann også talte Jakobsen & Blindkilde, STB Byg samt sidenhen konkursramte B. Nygaard Sørensen

Bestyrelsen for Assens Forsyning valgte enstemmigt Hoffmann til at etablere det samlede byggeri, der bliver opført ved Faaborgvej og Egebjergvej i den sydøstlige udkant af Assens by. 

– Vi har i lighed med de andre prækvalificerede totalentreprenører, været i en meget konstruktiv dialog med dem, og de har særligt evnet at omsætte vores tanker, ønsker og forventninger til et velfungerende hus, med vidt forskellige arbejdsfunktioner, til noget, vi foretrækker og ser meget frem til at flytte ind i, siger bestyrelsesformand Poul Erik Kristiansen om processen og resultatet. 

Det arkitektoniske udtryk
Administrationen, der bliver i to etager, bygges delvist ind i landskabet og får samme arkitektoniske udtryk som det netop opførte vandværk på Egebjergvej med facader i beton, glas og mørke stålplader. I tilknytning opføres værksted og lager, som bindes sammen med et fladt tag og en overbygning, der virker som garage for biler og materiel.

- Bygningerne og anlægget til Assens Forsyning A/S spænder vidt i både funktioner, brug og udformning. Derfor har det været et mål for os, at tegne administrationsbygningen og værkstedsbygningen, så de taler sammen og er med til at skabe en større helhed, fortæller Martin Krogh, partner i Adept, som er arkitekterne bag det vindende forslag. 

Det samlede byggeri bliver arbejdsplads for drift og administrative funktioner inden for ledelse, økonomi, IT, kommunikation, kundeservice, vand, spildevand, rens, projektafdeling samt affald og genbrug. Herudover etableres der laboratorier, bade- og omklædningsrum, anretterkøkken, kantine samt faciliteter til møder og undervisning. 

Første spadestik er planlagt i efteråret 2020, og byggeriet forventes færdigopført ved udgangen af 2021.

Projektet kort

  • Assens Forsyning opfører ny administration (2.700 kvm.) samt værksted og lager (2.000 kvm.) ved Fåborgvej/Egebjergvej i den sydøstlige udkant af Assens by 
  • Byggeriet indgår i en ny og samlet Forsyningspark, som også vil indeholde vandværk samt renseanlæg med biogasanlæg 
  • I Forsyningsparken samler Assens Forsyning alle sine vandrelaterede aktiviteter samt administration med værksted og lager 
  • Hoffmann er totalentreprenør med Adept som arkitekter og Moe som rådgivende ingeniører 
  • Den samlede entreprisesum for administration, værksted og lager udgør cirka 65 mio. kr.

  • Første spadestik finder sted i efteråret 2020. Byggeriet forventes færdigopført ultimo 2021

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219