Regeringen lægger op til energirigtigt byggeri
Når regeringen nu har samlet håndteringen af bygninger og ejendomme under ministeriet for klima, energi og bygninger, er det et klart signal om, at dansk byggeri skal være mere energieffektivt.
Dette er et tydeligt varsel om, at det er en praktisk målsætning for den nye regering at indtænke klima- og miljøvenligt byggeri som et væsentligt middel til at nå målsætningen om en reduktion i CO2 udledningen på 40 % i 2020.
Det kommende energiforlig vil vise mere konkret, hvordan regeringen vil benytte sig af denne sammensætning for at skabe en køreplan for energieffektivisering. Køreplanen må i kraft af den tætte sammenkobling mellem energi og byggeri forventes at skulle revurdere lovgivning og almen praksis på alle niveauer i byggeriet.
Martin Lidegaard udtaler til Børsen, at regeringens baggrund for at lægge byggeriet ind under klima- og energiministeriet er, at 40 % af vores energiforbrug ligger i bygninger, og det vurderes, at her vil ændringer være mest omkostningseffektive.
Ambitiøs minister til ambitiøs målsætning
Det er en stor målsætning, den nye minister har fået ansvaret for at leve op til. Martin Lidegaard omtaler målsætningen som verdens mest ambitiøse
klimamålsætning og fremhæver, at det ikke er muligt at nå målsætningen uden en gennemgribende og systematisk indsats i hele den danske bygningsmasse.
- Vi kommer til at skulle have alle virkemidler i brug over de næste to, tre, fire år. Både byggereglementet, økonomiske incitamenter, samarbejde med branchen og dialog med alle parter, udtaler Martin Lidegaard til Børsen.
Et ambitiøst tiltag om en gennemgribende ændring af, hvordan vi samtænker energi og byggeri, kan ikke lade sig gøre uden, at alle involverede parter er med.
Derfor bliver det en prioritet for den nye minister at forankre tiltagene hos alle aktører på bygningsområdet. Dette skal gøres gennem en aktiv dialog, så nye tiltag ikke skabes hen over hovedet på fagområdet.
Positive reaktioner fra byggeområdet
Frank Korsholm fra Håndværksrådet er positiv overfor de bebudede forandringer.
- Vi havde ikke set det komme, men da det kom, kunne vi godt se logikken og fornuften i det. Energirenoveringer er jo et stort tema.
Ligeledes er Ejendomsforeningen Danmark positivt stemt og fremhæver det positive signal i, at Martin Lidegaard har stor erfaring med området, så han kender problematikkerne fra begge sider.
Martin Lidegaard er 44 år, uddannet indenfor kommunikation, tidligere formand for det grønne netværk af miljø-, og udviklingsorganisationer i Danmark 92-gruppen, medstifter af og formand for Danmarks Grønne tænketank CONCITO.