Leverandører til malerfaget sætter rekord i Nyborg
3
Billeder
Danske Malermestres direktør, Ole Draborg bød velkommen, da Malerstævnet åbnede i går (Foto: Alex Tran)
Se hvem der udstiller på messen her
Det traditionsrige og årligt tilbagevendende stævne blev åbnet af Danske Malermestres direktør, Ole Draborg, som klippede den røde snor over og bød velkommen til den store udstilling. Her kan de mange fremmødte malermestre stifte bekendtskab med fagets nye materialer og materiel samt få råd og vejledning til allerede kendte produkter.
Det er dog først i dag, fredag 24. januar, at det for alvor går løs, når der sideløbende med den store leverandørudstilling er spændende indlæg og debat for deltagerne i en af de tilstødende mødesale.
Stort program
I dag er det Danske Malermestres formand Per Vangekjær, som byder deltagerne velkommen, hvorefter overvismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Michael Svarer, giver et bud på fremtiden for dansk økonomi. Efter dette kig i den pengemæssige krystalkugle går turen over Atlanten til Amerika, hvor tv-journalisten, Johannes Langkilde fortæller om de amerikanere og det Amerika, der valgte pengemanden Donald Trump som den 45. præsident tilbage i 2017.
Eftermiddagen byder på en tur i den politiske spin-karrusel med den politiske kommentator, Noa Redington. Forfatteren og journalisten, der var personlig rådgiver for den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt, vil blandt andet give sit bud på, hvordan man sætter den politiske dagsorden, hvordan politisk spin fungerer, og hvorfor det er så vigtigt at svare hurtigt og aggressivt på angreb fra politiske modstandere i medierne.
Som sidste gæst på stævnet er B. S. Christiansen. Emnet for den tidligere jægersoldat og nu blandt andet foredragsholder er fundamentet for det gode liv: Hvad er det, der skal til, for at vi når de mål, vi sætter.
Nyborgstævnet henvender sig hovedsagelig til håndværkere og andre af byggeriets fagfolk, men der er fri adgang for publikum til den store leverandørudstilling. Mange tekniske skoler lægger derfor deres vej forbi Hotel Nyborg Strand i løbet af fredagen.
Udstillingen lukker fredag klokken 15.50.