Ny rekord: Aarsleff runder 13 milliarder
I 2018/19 løfter Aarsleff-koncernen endnu en gang omsætningen til et nyt rekordniveau.
Per Aarsleff Holding A/S kan i det nye årsregnskab fremvise en omsætning på 13,5 mia. kr., hvilket er 11 pct. mere end i 2017/18.
Det er niende regnskabsår i træk med vækst.
Driftsresultatet (ebit) er på 503 mio. kr., hvilket også er ny rekord og lidt højere end de 475 mio. kr., som blev hentet sidste år.
Indtjeningen er negativt påvirket af en tabt voldgiftssag på et biogasanlæg i Sønderjylland, som kostede koncernen omkring 70 mio. kr. i første kvartal.
Vækstudsigterne er mindre positive næste år, ifølge koncernen. For det kommende regnskabsår forventes således et omsætningsniveau, der blot er én pct. højere end i år. Til gengæld forventes et højere driftsresultat på 560 mio.
Blandt de største datterselskaber i koncernen er Per Aarsleff A/S, Wicotec Kirkebjerg A/S, Hansson & Knudsen A/S, Petri & Haugsted A/S, Dan Jord A/S, Aarsleff Rail A/S, Entreprenørfirmaet Østergaard A/S og islandske Ístak hf.
Artiklen opdateres.