Holm Huse opfører boligområde i Solrød
På en 'boligø’ hævet over terrænet midt i det grønne område Trylleskov Strand opføres 27 rækkehuse og ejerlejligheder. Forventet indflytning er i løbet af 2012 og 2013.
Området har tidligere været anvendt til landbrug, og terrænet er lettere kuperet, og bebyggelserne er samlet på ’øer’, der ligger hævet i det grønne og bølgende landskab.
På en af øerne opfører Holm Huse 27 rækkehuse og ejerlejligheder, hvor der i høj grad er fokus på bebyggelsens – eller øens – sociale funktion. For eksempel udstyres gårdspladsen og øvrige fællesarealer med borde, bænke, petanque, udendørs skak og legeredskaber for børn.
I det hele taget har Holm Huse fokus på samspillet mellem ude- og indeliv – og privatliv. Alle boliger har således private zoner i form af færdiganlagte terrasser og haver. Eller egen taghave med mulighed for udekøkken, hvis man bor på 1. sal.
De 27 boliger – 11 rækkehuse og 16 ejerlejligheder – opføres til indflytning i løbet af 2012 og 2013. Rækkehusene bliver på 134 m², mens ejerlejlighederne alle får et areal på 103 m².