Aarsleff binder Nørrebro sammen
Den sidste del af Nørrebro Cykelrute, der strækker sig tværs over hovedstaden, anlægges nu på strækningen mellem Rantzausgade og Jagtvej.
Cykelrutens sidste strækning mellem Rantzausgade og Jagtvej påbegyndes sidst i september. Strækningen løber gennem en ny park, der anlægges i området mellem Hans Egedes Gade og Rantzausgade i samme tidsrum som cykelruten. En del af parken bliver dog først færdig, når metrobyggepladsen i området er væk i 2016.
Per Aarsleff A/S er entreprenør på projektet, hvor den sidste strækning koster 16,5 mio. kr. at anlægge. Beløbet omfatter både det arbejde, der udføres i 2011, og færdiganlæggelsen af parken i 2016.
Grøn tråd gennem København
Nørrebro Cykelrute er anlagt på et gammelt DSB-areal fra Emdrup i nord, gennem Nørrebro, Frederiksberg og til Valby i syd. Ligesom Københavns andre grønne cykelruter kan den benyttes til rekreation, cykelmotion, løb, gåture, skating og anden leg på hjul.
De grønne cykelruter i København er et sammenhængende net af cykel- og gangstier, der på lange strækninger løber gennem åbne, rekreative områder, fx parker og havnefronter. Ruterne går uden om de trafikerede veje, som nemt og trygt kan krydses undervejs, fx via stibro eller særlig signalregulering.
Der er planlagt i alt 22 grønne cykelruter på tilsammen ca. 110 km. De første ca. 40 km er allerede anlagt, resten følger de kommende år.