Arkikon laver Randers’ vandtårn til et fyrtårn
En god historie, en markant beliggenhed og et æstetisk udtryk, der emmer af potentiale. Det ikoniske vandtårn i Randers har ifølge arkitekt- og ingeniørvirksomheden Arkikon meget at byde på, og nu har det også en spændende fremtid foran sig.
Den lokale tegnestue er optaget af byens vision om at forbinde by og vand og arbejder på at skabe et symbolsk fyrtårn, der rager op over byen og symboliserer udviklingen og ambitionerne for fremtidens Randers. En bygning, der guider og inspirerer byplanlæggere, borgere og turister, lyder visionen.
– Målet er at designe en bygning, der passer ind i den moderne byudvikling. Bygningen skal være funktionel uden at være begrænset til en enkelt, bestemt funktion, fortæller Thomas Enevold, adm. direktør hos Arkikon i en pressemeddelelse.
Alle muligheder er åbne
Vandtårnet på Hadsundvej 94, Randers NØ, er opført i årene 1949-50 af entreprenørfirmaet Højgaard & Schultz og tegnet af arkitekt Poul H. Mørck. Tårnet er bygget i armeret in-situ beton i en modernistisk-funktionel stil, som er typisk for sin tid, og med gennemtænkte kvalitetsmaterialer, der fremstår flot på trods af årenes slid.
Indtil 2009 havde vandtårnet til opgave at sikre trykket i Randers’ vandforsyning, og efterfølgende har det 38 meter høje tårn været vært for åbent hus-arrangementer som den årlige Vandets Dag. Den panoramiske udsigt over byen og fjorden fra en højde på ca. 94 meter over havets overflade har tiltrukket mange besøgende og fungeret som en attraktion i sig selv. Og netop attraktionsfaktoren giver anledning til fyrtårns-titlen. En titel, der ifølge direktøren stiller krav til funktionaliteten.
– Vi respekterer historien – bygningens oprindelige æstetik og funktionelle form. Derfor arbejder vi videre med de skarpe linjer og funktionaliteten i fokus i et moderne udtryk og med et karakteristisk bærende system. Vi giver plads til nye funktioner, både fysisk og økonomisk, siger Thomas Enevold.
Bolig, restaurant, kontor eller noget helt fjerde. I den næste tid bliver det afgjort, hvilke funktioner det nye tårn får, og alle muligheder er åbne, lyder det fra Arkikon.
Fra vandtank til mennesketank
Detaljerne i træ og stål er enkle og robuste. Funktionaliteten og den minimalistiske stil tilfører ifølge tegnestuen bygningen en tidløs elegance, som peger videre mod fremtiden og inspirerer designet af det nye fyrtårn.
– Vi bevarer højden, så det luftige udtryk i den udvendige konstruktion består. Indvendigt fremhæver vi trapperummets enkelthed med en ny trappe og elevatorskakt, vi lægger udenpå den eksisterende, så det lever op til moderne standarder, tilføjer Thomas Enevold.
Arkikon bruger benene fra den gamle vandtank og erstatter tanken med en ny, der ikke efterlader tvivl om tårnets oprindelse. I stedet for vand skal den nye tank kunne rumme mennesker.
Tårnet skal opføres med fleksible vægge og installationer, hvor byggesystemet kommer i moduler, der bygges præfabrikerede, før de hejses op i tårnet. De præfabrikerede moduler optimerer arbejdsgange og kvalitet, og de stiller store krav til planlægningen. Installationerne skal nemlig følge modulerne, så indretningen kan ændres med tiden.
Teknikken er en vant udfordring hos Arkikon, der har flere års erfaring med komplekse forsyningsbygninger, gamle som nye, og modulsystemet muliggør, at rummene kan tilpasses løbende til flere forskellige funktioner.