DSB og Esbjerg skyder arkitektkonkurrence i gang – inviterer trio
Tre konkurrencehold skal nu komme med forslag til en helhedsplan for banegårdsområdet og Museumspladsen i Esbjerg. Onsdag den 28. august blev parallelkonkurrencen officielt sat i gang. Og de tre arkitektteams præsenteret for det omfattende konkurrenceprogram. Det skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
20 forskellige teams ønskede at deltage i konkurrencen, men efter en prækvalifikationsrunde tår tre hold lov til at arbejde videre med opgaven. Opkaldt efter hovedrådgiveren er der tale om: Team Holscher Nordberg, Team Tegnestuen Vandkunsten og Team Cobe.
Det endelige resultat skal være en kvalificeret helhedsplan for banegårdsområdet i Jernbanegade, en del af Norgesgade, en del af Nørregade til og med Museumspladsen i Esbjerg. Planen fortsætter den forandrings- og fornyelsesproces, der allerede er synlig i området.
De tre konkurrenceholdTeam Holscher Nordberg Team Tegnestuen Vandkunsten Team Cobe |
- Ambitionerne for udviklingen af banegårdsområdet og Museumspladsen er store, fordi området rummer et kæmpe potentiale. Jeg kan sagtens forestille mig, at området kunne anvendes meget anderledes, end vi ser det i dag. Samtidig skal området geares til fremtiden. Fx skal klimaforandringer tænkes ind. Der er også et krav om, at halvdelen af Museumspladsen skal være et grønt område med plads til aktiviteter, siger borgmester og formand for dommerkomiteen Jesper Frost Rasmussen.
Partnerskab med DSB
Esbjerg Kommune gennemfører konkurrencen i et partnerskab med DSB Ejendomme, som også har høje forventninger til resultatet.
- DSB forventer gennem konkurrencen at få nye ideer og inspiration til den fremtidige anvendelse af DSB's ejendomme i området. Hvordan kan huse og ejendomme udnyttes bedre til de fremtidige forhold, hvor togdriften ikke har brug for så meget bygningsareal, siger chef for Bygherre & Entreprise Niels A. Dam, DSB Ejendomme.
- Det vil også være interessant at få svar på, hvordan trafikterminalen med togtrafik kan blive mere attraktiv for brugerne, fx med bedre ankomst- og parkeringsforhold, tilføjer han.
Hvad sker der nu?
Når de tre konkurrenceteams har udarbejdet et udkast til helhedsplan for området, vil interessenter og naboer blive inviteret til at kommentere planerne.
Vinderforslaget og dermed det endelige bud på en helhedsplan forventes offentliggjort i februar 2020.
Arkitektkonkurrencerdk APS ved Anne-Mette Bølling, konkurrencerådgiver, er konsulent for parterne angående gennemførelse af parallelkonkurrencen.