Byskole til 300 mio. kroner på vej i Helsingør
Nu tages det første skridt på vejen mod ”Projekt Ny skole i bymidten” i Helsingør.
Byggeriet skal efter planen stå færdigt i 2018, hvor det vil afløse Helsingørs to nuværende skoler i centrum, Skolen ved Kongevej og Byskolen, samt Musikskolen og Klub Fiolen.
- Den ny skole i bymidten er et fantastisk projekt, der vil få stor betydning for Helsingør by. Vi giver hele skoleområdet i midtbyen et gevaldigt løft. Vi vil gerne i dialog med alle involverede parter; ansatte, forældre, elever, naboer – ja, alle interesserede borgere, siger Helsingørs borgmester Johannes Hecht-Nielsen.
Den nye skole får en kapacitet på 1.000 elever. I 1. etape sigter man mod at bygge en ny multihal, lokaliteter for de ældste klasser (udskoling) samt lokaler til musikskolen.
Tidsplan
1. fase: August-december 2011: Brugerproces og byggeprogram
Brugerprocessen handler om at indsamle og prioritere brugernes ideer til projektet. Processen indeholder en række møder og workshops, der involverer brugerne. Desuden udarbejdes byggeprogrammet, der indeholder krav og rammer for projektet.
2. fase: Foråret 2012: Arkitektkonkurrence
Det afholdes arkitektkonkurrence efter prækvalifikation.
3. fase: Efteråret 2012 og det meste af 2013: Lokalplan, projektering og udbud
Arbejde med lokalplanen og med projekteringen, der handler om den fysiske og tekniske planlægning.
4. fase: Selve byggeriet fra 2014-2018
Byggeriet er delt op i flere adskilte etaper. Det vil sige, at der kommer flere udbudsrunder, så byrådet løbende har mulighed for at få de bedste priser og ikke er bundet til én entreprenør i alle årene.
Byrådet skal give grønt lys, før en ny etape sættes i gang.