Odense ændrer tidsplan for Musik- og Teaterhus
Interessen for det kommende Musik- og Teaterhus er stor. Derfor forlænger Odense Kommune nu fristen for prækvalifikation.
Odense Kommune forlænger derfor ansøgningsfristen til 30. november 2011, så udbudsgrundlaget kan udbygges til gavn for ansøgerne.
- Interessen fra investorerne viser med al tydelighed, at det gode og værdifulde projekt for Odense også er drifts- og investeringsmæssigt interessant. Vi vil gerne sikre, at vi får et så bredt og kvalificeret ansøgerfelt som muligt, og derfor imødekommer vi de potentielle ansøgere ved at give dem de oplysninger, de efterspørger, siger Jan Boye, rådmand i By- og Kulturudvalget.
Forlængelsen betyder, at tidsplanen for det samlede projekt må ændres, så Musik- og Teaterhuset står klar til brug op til et år senere end forventet. Det ændrer dog ikke på opbakningen til projektet.
- For Odense Teater er det vigtigt, at Musik- og Teaterhuset bliver så godt og gennemtænkt som overhovedet muligt. Derfor bakker vi naturligvis op om en forlængelse af udbudsrunden. I sidste ende betyder det forhåbentligt, at odenseanerne får et endnu bedre sted at nyde store musik- og teateroplevelser, siger Michael Mansdotter, teaterchef ved Odense Teater.
Forventet tidsplan
• 30. november: ansøgningsfrist til prækvalifikationsrunden.
• Januar-februar 2012: Politisk behandling af ansøgerne
• Februar-juli 2012: Dialogproces med de udvalgte ansøgere
• August 2012: frist for afgivelse af tilbud
• Slutningen af 2012/begyndelsen af 2013: Byggeriet begynder
• 2016/2017: Musik- og Teaterhuset kan tages i brug
Fakta
• Det nye Musik- og Teaterhus får et samlet areal på ca. 32.000 m².
• Store sal får 1.800 pladser på 5.540 m².
• Foyer med foyerscene får et areal på 1.740 m².
• Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole får ca. 6.100 m².
• Odense Teater får ca. 800 m².
• Café, restaurant, butik og evt. ungdomsboliger udgør ca. 2.900 m².
• Der bliver 285 parkeringspladser i kælderen.
Læs mere på www.odense.dk/musikogteaterhuset