23948sdkhjf

Planen for Køges nye bydel er offentliggjort

Selskabet Køge Kyst har nu offentliggjort sit forslag til den omfattende udviklingsplan, der skal vise vejen for udviklingen af Køge over de næste 20-25 år.
En bred underføring under jernbanen, der samtidig er et helt nyt byrum. En ny strandø i havet ud for Søndre Havn. Et helt system af ’almindinger’ med træer, planter og rislende vand, som krydser vejene på Søndre Havn.

Det er nogle af de nyskabelser, som Køges borgere kan se frem til ifølge det forslag til en udviklingsplan, som byudviklingsselskabet Køge Kyst nu har lagt frem.

Afsæt i international parallelkonkurrence
Der er dog tale om meget andet og mere end en plan for, hvordan bydelen rent fysisk skal se ud. Under titlen "Livet før byen - byen for livet" præsenterer planen også en lang række strategiske overvejelser om vejen til fremtidens bydel.

- Udviklingsplanen er vores samlede bud på, hvordan vi virkeliggør visionen om en enestående, attraktiv og bæredygtig bydel, der samtidig styrker Køges centrale position i området, fortæller Køge Kysts bestyrelsesformand Jørgen Nue Møller.

Planen er blevet til på baggrund af en international parallelkonkurrence, som sluttede i september 2010. Herefter gik projektdirektør Jes Møller og hans folk i maskinrummet for at skabe Køge Kysts egen plan i samarbejde med udvalgte konkurrencedeltagere.

- Vi har haft et meget perspektivrigt konkurrenceresultat, og det er med afsæt i nogle af de mest spændende elementer herfra, at vi nu kan præsentere vores egen udviklingsplan. Men det er vigtigt at slå fast, at det er en fleksibel plan, hvor vi ikke fastlægger alt i detaljer fra starten. Bydannelsen skal jo ske over mange år, så meget skal kunne justeres undervejs, forklarer Jes Møller.

En levende bydel
Det er tanken, at den nye arkitektur skal spille sammen med den historiske by, bl.a. ved at byggeriets skala tager afsæt i det nuværende Køge og det enkelte områdes karakter. Samtidig skal bydelen anlægges, så der skabes grobund for mangfoldighed og byliv.

- Det er helt afgørende, at den nye bydel bliver levende, og det vil vi opnå på flere måder. Én måde er at skubbe gang i udviklingen med aktiviteter og nye byrum - som vi allerede er godt i gang med. En anden måde er at skabe en god blanding af boliger, erhverv, detailhandel og kultur i det kommende byggeri, forklarer Mette Lis Andersen, direktør for Realdania By.

Bag Køge Kyst står et partnerskab bestående af Realdania og Køge Kommune, og sammen forsøger de nu at vise den vej, der begynder med livet før byen og meget gerne skal ende med byen for livet.

- Det er et rigtig spændende forslag, som Køge-borgerne nu får mulighed for at tage stilling til i alle dets mange facetter. Og især synes jeg, at det er rart, at forslaget er meget visionært, samtidig med at det helt jordnært tager udgangspunkt i Køges identitet, historie og situation, siger borgmester Marie Stærke.

I den kommende tid inviterer Køge Kyst projektets interessenter og områdets naboer til dialogmøder, og der bliver meget at forholde sig til. Foruden en fysisk plan rummer udviklingsplanen en tids- og etapeplan samt strategier for kultur og byliv, erhvervsudvikling, bæredygtighed, trafik og parkering.

Se hele planen på www.koegekyst.dk (åbner som pdf)
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08