Bygma Gruppen forventer vækst på 10 % i 3. kvartal
De danske grossister klarer sig markant bedre end sidste år, viser undersøgelse fra DI Handel. Blandt de virksomheder, der oplever vækst, er byggevaregrossisten Bygma.
Meldingen kommer efter en positiv start på 2011, hvor grossistbranchen i perioden januar-maj har øget sin samlede omsætning med 15 % til 244 mia. kroner.
Branchen har altså igen fået gang i hjulene, og det vækker glæde hos brancheorganisationen DI Handel:
- Det går betydeligt bedre for branchen, men man skal huske på, at vi kommer fra et sort hul. Den danske engroshandel kom ikke godt igennem finanskrisen, men inden for det sidste halve år er udviklingen for alvor begyndt at vende. Men selvom der er tale om en rigtig positiv tendens, så går vi trods alt ikke rundt med armene hævet over hovedet, siger branchedirektør Lars William Wesch til Børsen.
Byggeriets fremgang løfter omsætningen
For Bygma Gruppen, der sælger og distribuerer trælast og byggematerialer, var 2010 et hårdt år at komme igennem. Men i år oplever virksomheden fremgang, og adm. direktør Peter H. Christiansen forventer en vækst på lidt over 10 % i 3. kvartal.
- Det er de positive signaler inden for byggeområdet, der har gjort, at vi tror på denne vækst. Der er sat flere projekter i gang og mange større inden for det offentlige område – uddannelsesinstitutioner, plejehjem, ældreboliger, børnehaver osv. Det har absolut betydning for de materialer, vi sælger, fortæller han til Børsen.
Ifølge Børsen omfatter grossistbranchen 16.000 virksomheder, der tilsammen beskæftiger omkring 150.000 danskere.