23948sdkhjf

Landskabsarkitekter giver bud på unikt naturområde ved Horsens

Klokkedal, Bollerskovene og Horsens Fjord kan bindes sammen og udvikles til et helt unikt naturområde i sydbyen i Horsens. Det lægger en "Helhedsplan for Boller Landskaber", som landskabsarkitekterne Møller & Grønborg har lavet for Horsens Kommune, op til.

Planen er udarbejdet, efter et enigt byråd med budgetaftalen for 2019 besluttede, at der sammen med videreførelsen af Ringvej Syd skulle laves et oplæg til, hvordan naturen og skovene omkring kan bindes sammen.

Helhedsplanen skitserer, hvordan der kan arbejdes med de helt unikke landskabstyper og kvaliteter, området har.

- Med den her plan er der basis for at skabe et helt nyt naturområde til de mange beboere i sydbyen, men også til resten af kommunens borgere. Vi står her med en helt unik mulighed for at binde landskaberne sammen og gøre området meget mere tilgængeligt, end det er i dag, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.

Aktivitetskov og vandlegeplads
Helhedsplanen lægger op til, at der holdes fast i forskellighederne i landskaberne. Et af forslagene er, at Boller Overskov, som ligger tæt på Højvangskolen, laves til en aktivitetsskov, hvor leg og læring foregår i naturen. I skoven kan der for eksempel laves læringsrum, skovlegeplads og bålsteder.

I planen er også indarbejdet en genslyngning af Klokkedal Å. I det våde område ned mod Horsens Fjord skal vandet bruges for eksempel til en vandlegeplads. En faunapassage og en sti under Bollervej skal gøre det muligt at gå hele vejen til fjorden langs åen.

- I Klokkedal har vi en helt tredje type landskab. Her skal vi ikke skabe en masse nyt, men værne om det, der er. Vi kan forbedre stierne, så det bliver muligt at komme endnu tættere på naturen i skoven og gøre det muligt at gå rundture i stedet for ud og hjem ad den samme sti. I Klokkedal er der taget højde for, at der kun skal lave små nænsomme tiltag, for eksempel trædesten i åen, forklarer Peter Sørensen.

Bedre stier til flere oplevelser
Også klimasikringen, som er en væsentlig del af skitseprojektet for videreførelsen af Ringvej Syd, er tænkt ind i helhedsplanen. I helhedsplanen er der for eksempel tegnet en slusetrappe ved dæmningen, hvor Dagnæs Bæk løber ud i fjorden. Her kan det gøres muligt at gå gennem slusen og måle højden på vandstanden.

Desuden er der arbejdet rigtig meget med at forbedre stisystemerne, som i dag kun giver begrænsede muligheder for at opleve området. Med nye stier kan områderne forbindes, så det bliver lettere at bevæge sig rundt i området og få flere oplevelser.

- Videreførelsen af Ringvej Syd etape 2 og 3 er forudsætningen for, at naturprojektet kan blive en realitet. Til anlæggelsen af vejen skal vi købe arealer, hvor der vil være overskudsarealer, der kan bruges til at sætte gang i udviklingen af nye rekreative områder. Det vil være første skridt til at realisere projektet, men det kræver også et tæt samarbejde med lodsejere og Skov- og Naturstyrelsen, siger Peter Sørensen.

Helhedsplanen for Boller Landskaber skal politisk behandles den 17. juni 2019.

- Det her er et virkelig spændende projekt, som jeg forventer, vi kan få naturfonde til at være interesserede i at støtte. Nu skal Plan- og Miljøudvalget i første omgang drøfte helhedsplanen på baggrund af den aftale, byrådet indgik med budget 2019, siger Peter Sørensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079