Boligforening bygger ungdomsboliger til 259 millioner
På Eternitgrunden i Aalborg opfører Himmerland Boligforening 240 ungdomsboliger med stor fleksibilitet og ekstra faciliteter.
Ungdomsboligerne, der opføres i huse på fire-fem plan, etableres med en let boligadskillelse mellem hver anden bolig. Det giver mulighed for at tilpasse lejlighedernes indretning, så to ungdomsboliger kan lægges sammen og blive til én familiebolig for unge eller et bofællesskab for flere studerende.
- I det hele taget er vores udgangspunkt at bebyggelsen skal være påvirkelig og moderne. Vi tænker i facader som foreløbige strukturer, der giver mulighed for forandring, og i boliger med et højere serviceniveau en sædvanligvis. Det drejer sig eksempelvis om en værtsfunktion, der medvirker til hurtig integration af nye beboere, og fællesfaciliteter såsom fitness, værksteder og boldklub, siger Ole Nielsen, direktør for Himmerland Boligforening.
Klar til studiestart 2012
Ungdomsboligerne, der opføres på den nordlige del af Eternitgrunden, vil generelt blive disponeret, så opholdsrum og køkken placeres mod syd, hvilket sikrer gode lysforhold og direkte forbindelse til aktive gårdrum.
Indflytning i ungdomsboligerne vil ske i to etaper: De første boliger er klar til studiestart 2012, mens den resterende del vil kunne modtage de studerende efter sommerferien 2013.
Blandet boligformer
I alt opfører Himmerland Boligforening 300 boliger på den gamle fabriksgrund. Nogle bliver lejeboliger, mens andre bliver ejerboliger - i øvrigt første gang at Himmerland Boligforening blander disse boligformer.
Foruden de 240 ungdomsboliger bygger Himmerland Boligforening 45 familieboliger – heraf fem opført for ejendomsselskabet Calum A/S – indrettet i op til syv etager høje bygninger med udgangspunkt i de tidligere industribyggeris særlige bygningsmæssige karakteristika.
På Eternitgrunden opfører Himmerland Boligforening i øvrigt også 18 specialindrettede boliger for døve – et byggeri, der beløber sig til omkring 40 mio. kr.