50 friske millioner skal hjælpe SMV’erne igennem bogstavsuppen
CSRD, ESG, CSDDD, CØ, SDG, LCA og EPD. Det kan hurtigt blive en veritabel bogstavsuppe, når der skal rapporteres på bæredygtighed, og for landets små og mellemstore virksomheder kan opgaven næsten synes uoverkommelig.
Ifølge landets erhvervshuse viser forskellige barometerundersøgelser, at under en femtedel af danske SMV’er er i gang med afrapporteringen, og kun omtrent 10 pct. har for nuværende lavet konkret dokumentation i form af et klimaregnskab eller en fuld ESG-rapport.
Men står det til erhvervshusene skal den andel løftes, og med en bevilling på 50 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse melder husene nu klar med uvildig sparring og et spritnyt tilbud om økonomisk støtte til at få udarbejdet hele eller dele af ESG-dokumentationen.
- Selv om ikke alle små og mellemstore virksomheder møder kundekrav til dokumentation af bæredygtighed, så udvikler markedet sig i en retning, hvor ansvarlighed og bæredygtighed tages alvorligt og bliver et konkurrencevilkår. Derfor er det blot et spørgsmål om tid, inden man alligevel skal springe på det tog, fortæller Kristina Overgaard Zacho, forretningsudvikler hos Erhvervshus Nordjylland i en pressemeddelelse.
Entreprenør fik vigtig hjælp
Blandt de virksomheder der allerede har set værdien i dokumentation, er den nordjyske totalentreprenør S.P. Jensen.
- I 2021 begyndte vi at arbejde målrettet med flere områder, i førte omgang var det med kortlægning af vores CO2-aftryk, for at blive klar til arbejdsmiljøcertificering og i forhold til at udvikle vores viden om ledelsessystemer, fortæller Lars Søndergaard Pedersen, bæredygtighedsmanager ved S.P. Jensen.
Sidenhen har virksomheden arbejdet målrettet med bæredygtighed og grøn omstilling. De har blandt andet fået kompetenceudviklet egne medarbejdere for at styrke muligheden for at bruge bæredygtighed som et strategisk redskab, men ifølge Lars Søndergaard Pedersen var det vigtigt, at virksomheden kunne trække på ekstern assistance til de første skridt på vejen.
- Dengang havde vi brug for hjælp til, på hvilke fokusområder vi skulle bruge vores energi og penge. I det arbejde var det afgørende, at vi havde Erhvervshus Nordjylland med til at guide os, og derved undgået at gabe for højt til at starte med, fortæller han.
Flere slags assistance
Det er imidlertid ikke kun det indledende arbejde med bæredygtighed, erhvervshusene kan assistere med.
Således har S.P. Jensen eksempelvis hentet rådgivning og investeringsstøtte gennem de tre tilbud SMV:Grøn i 2021, SMV:Grønne Kompetencer og senest igen SMV:Grøn, hvor virksomheden i fjor fik medfinansiering til at etablere en ressourceplads med henblik på genbrug og genanvendelse af byggeaffald.
Og Heidi Stubberup, projektchef ved Erhvervshus Nordjylland, glæder sig over at man med den nye bevilling kan hjælpe endnu flere virksomheder i en grønnere retning.
- Der er ingen tvivl om, at det her tilbud falder ned lige der, hvor mange små og mellemstore virksomheder kæmper med at finde deres vej. Sideløbende har vi tilbud til dem, der er længere på rejsen, fortæller hun.
Det kan være de virksomheder, der allerede har et vist overblik over deres data, og derfor er klar til at udmønte den viden, de har fået gennem dokumentationen. Desuden tilbyder erhvervshusene at støtte op om projekter, der kan forbedre virksomhedernes performance på ESG, eksempelvis med et cirkulært fokus, ligesom der ertilbud til SMV’er, som gerne vil lære at lave deres dokumentation selv.
- Vigtigst er, at vi nu kan møde virksomhederne med et tilbud, der passer lige ind der, hvor de befinder sig, siger Heidi Stubberup.