23948sdkhjf

Cityringen fejrer to år uden arbejdsulykker

Byggearbejderne på fire af metro Cityringens byggepladser kan nu fejre to år uden en eneste arbejdsulykke med fravær

Et banebrydende ’sikkerheds-sprog’ og kulturforandrings-projekt på tværs af mindst 24 forskellige sprog og nationaliteter. Det er grunden til, at Cityringen nu kan fejre to år uden arbejdsulykker med fravær.

I december 2018 kunne de mange italienske, polske, rumænske, irske og danske byggearbejdere - i fællesskab med kolleger fra flere andre lande – desuden se tilbage på fem måneder og i alt en million arbejdstimer uden en eneste ulykke med fravær på Cityringen.

- Cityringens sikkerhedskoncept har ikke løst alle problemer på det omfangsrige byggeprojekt med et slag. Men det har skabt så gode resultater, at det har potentiale til at danne skole og forbedre vilkårene for danske og udenlandske byggearbejdere på fremtidens store bygge- og infrastrukturprojekter i Danmark, siger Sigurd Nissen-Petersen, vicedirektør i Copenhagen Metro Team.

Dyre lærepenge
Rekorden skal ses på baggrund af en kedelig statistik over arbejdsulykker med fravær, der tilbage i 2011-15 talte 338 arbejdsulykker, påbud og bøder fra Arbejdstilsynet og flere sager om brud på overenskomsten.

Da en ny ledelse tog over i 2015, tog en helt ny sikkerhedskultur form, i tæt samarbejde og dialog med 3F og Arbejdstilsynet - og det koncept har skabt markante resultater på de 22 byggepladser, der gennem årene har haft 4-5.000 byggearbejdere med mindst 24 forskellige nationaliteter til at anlægge 17 kilometer tunnel, 17 stationer og fem skakter, der er 20-30 meter dybe.

Allerede fra 2015 til 2016 blev ulykkesfrekvensen reduceret med 30 pct., hvilket betyder, at den i dag ligger langt under landsgennemsnittet.

- Et byggeri i Cityringens størrelsesorden kan ganske enkelt ikke gennemføres uden udenlandsk arbejdskraft fra mange forskellige lande. Det har på den anden side givet nogle udfordringer med mange forskellige sprog. Nogle af byggearbejderne kommer desuden fra andre bygge-kulturer, hvor der kan være en tendens til at sætte helbredet over styr for at tjene penge, siger Sigurd Nissen-Petersen og fortsætter:

- Det har været nogle dyre lærepenge for os og ikke mindst for de tilskadekomne byggearbejdere – hver enkelt ulykke er én for meget – og derfor håber vi, at konceptet til at skabe ét fælles ’sikkerheds-sprog’ på tværs af en masse nationaliteter og kulturer vil danne skole og forbedre vilkårene på fremtidens store bygge- og infrastrukturprojekter i Danmark.

Tænk dig om i 15 sekunder
Copenhagen Metro Team har siden 2016 gennemført et stort antal workshops med deltagelse af blandt andet underleverandører, fagforeninger, Arbejdstilsynet og projektets bygherre. Ud over nye manualer på flere sprog er der indført hyppige inspektioner og instrukser til holdene, som hver eneste uge mødes og snakker sammen om potentielle problemer og hvad man skal være ekstra opmærksom på.

Dialog har desuden været en afgørende faktor ved etablering af en ny kultur, hvilket betyder at folk taler med hinanden, passer på hinanden og ved, at man har pligt til at blande sig, hvis der er problemer med sikkerheden. Selv medarbejdere, der har første arbejdsdag, er ikke bange for at indrapportere om selv tilsyneladende små brud på sikkerheden, ligesom det har været en succes at indføre en regel om at tænke sig om i 15 sekunder, før man går i gang med sit arbejde. 

Cityringen slår ifølge planen dørene op for passagerer til sommer, og til at gennemføre byggeriets sidste faser er der ankommet flere hundrede nye byggeriarbejdere fra blandt andet Italien, Polen og Rumænien. Derfor sættes alle sejl til hos Copenhagen Metro Team, hovedentreprenøren på Metro Cityringen, for at de mange nye murere, stilladsarbejdere, elektrikere og andre byggearbejdere kan færdes sikkert på projektets 22 byggepladser.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094