23948sdkhjf

Beton er det nye sand

I Danmark genereres ca. 2 millioner tons betonaffald hvert år. Den mest almindelige praksis er at anvende betonaffaldet som bærelag i opbygningen af veje. Men ifølge Dorthe Mathiesen fra Teknologisk Institut, er dele af betonaffaldet måske i virkeligheden ”for godt” til anvendelse under veje og pladser.

Og nu, hvor der er fokus på selektiv nedrivning og dermed fokus på at kvalitetssortere byggematerialerne i forbindelse med nedrivningen, er der grund til at se på mulighederne for at optimere på anvendelsen af betonaffaldet. På Teknologisk Institut arbejdes der derfor på at udnytte gammel nedknust beton til fremstilling af ny beton som erstatning for jomfruelige materialer.

- Med stigende pres på de jomfruelige ressourcer, som for eksempel sten og sand, er der behov for en mere nuanceret anvendelse af betonaffaldet. Det er nødvendigt at sortere affaldsstrømmene af beton, så de gode betonmaterialer bliver taget fra og anvendt til fremstilling af nye betonkonstruktioner. Og med 2 millioner tons betonaffald, så er det en betydelig ressource, som bør indgå i at finde den mest optimale og bæredygtige måde at udnytte vores ressourcer på, siger Dorthe Mathiesen

Hele fraktionen skal udnyttes
Der er de samme krav til nedknust beton, som anvendes som erstatning for sand og sten i beton, som der er til jomfruelige ressourcer. Ifølge Dorthe Mathiesen betyder det i princippet, at virksomheder som oparbejder affaldsbeton til anvendelse i ny beton, kan få materialerne CE-mærket og dokumentere, at alle de nødvendige kvalitetskrav er dokumenteret.

Et af de områder, hvor Teknologisk Institut ser et potentiale for at udnytte de brugbare ressourcer i betonaffaldet bedre, er til fremstilling af ny beton i en industrialiseret proces.

- Lige nu kigger vi på at udvikle betontyper, hvor både sand og sten delvist erstattes af ”gammel” nedknust beton. I de senere år har der været flere eksempler på, at det er lykkedes at erstatte store dele af stenmaterialet i betonen med nedknust beton. Det er RGS Nordic og DK Beton med Teknologisk Institut som videnleverandør, der tager skridtet videre og forsøger at udnytte hele fraktionen af det nedknuste gamle betonaffald og dermed også sandfraktionen, hvor ressourcesituationen er mest kritisk, siger Dorthe Mathiesen.

Fra spild til huldæk
Ud over at genanvende betonaffald, som stammer fra gamle bygninger og anlægskonstruktioner, så ligger der også et potentiale i at udnytte betonproducenternes eget spild fra produktionen som en ressource, der kan indgå i produktion af ny beton. Her arbejder Teknologisk Institut sammen med Dansk Beton og Emcon om en nulspildsløsning.

- Vi ser allerede nu meget positive resultater for eksempel fra huldækproduktion ved CRH Concrete, hvor vi har kigget på at udnytte spildbetonen til produktion af nye huldæk. Her arbejder vi med hele fraktionen af betonspildet, og de første undersøgelser viser positive resultater, oplyser Dorthe Mathiesen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11