Fortsat sorte tal hos C.F. Møller
Arkitektfirmaet kom styrket ud af 2010, og med en række store vundne konkurrencer i ordrebogen ser perspektiverne for 2011 fornuftige ud.
Virksomheden kunne dermed nok engang præsentere sorte tal på bundlinjen – en tendens der har gjort sig gældende i alle årene under finanskrisen.
Omsætningen, hvoraf ca. 1/3 er hentet i udlandet, lyder på 239 mio. kroner mod 232 mio. kroner året før.
C.F. Møller oplyser, at 2010-resultatet er skabt på baggrund af positiv indtjening i både Danmark, Sverige, Norge og Storbritannien, og det forventes, at den positive vil fortsætte i indeværende år. Således oplyser selskabet i sin årsrapport, at der i 2010 er vundet flere store konkurrencer og sammen med en pæn tilgang af øvrige opgaver udgør de ” et fornuftigt indtægtsgrundlag for 2011 ”.
Blandt tegnestuens nye store projekter er Panum-komplekset i København og Danmarks nye statsfængsel på Falster. I udlandet skal C.F. Møller bl.a. være med til at opføre en ny færgeterminal for Stockholms faste færgeforbindelser til Finland og Baltikum, Kristiansund Opera- og Kulturhus i Norge samt et nyt hospital i delstaten Kerala i Indien.