Rejsegilde i Hareskov: Bæredygtigt børnehus fejret
Onsdag den 14. november var børn, naboer, håndværkere, bygherrer, arkitekter og rådgivere samlet til rejsegilde i det nye børnehus i Hareskov.
- Vores ambition har været at skabe et børnehus, hvor børn og pædagoger stortrives, på denne fantastiske grund mellem træerne. Et børnehus med bæredygtighed i børnehøjde, og hvor der er plads til leg, læring og ro. Men også et hus med hjerterum som inviterer lokalbefolkningen indenfor, sagde Maria Bjerg, arkitekt og partner i Bjerg Arkitektur, der står bag byggeriet sammen med Lund & Staun.
I Hareskov skaber det nordjyske team et børnehus, der er designet til at overholde 2020-energirammen. Huset er placeret på en stille villavej og opføres i stil med de omkringliggende boliger i røde mursten.
Det er legepladsen som afgrænser og danner de ydre rammer for ”huset mellem træerne”, et hus som lokalmiljøet kan besøge og benytte sig af. Men først og fremmest skal huset danne en tryg daglig ramme om 100 vuggestue- og børnehavebørns hverdag.
Børnehuset forventes færdigt til april 2019.