Kø ved pølsevognen i Hvidovre
Den karakteristiske rejsegildekrans var hejst i toppen af den nye hospitalsbygning, tre pølsevogne sørgede for en løbende levering af hotdogs og fra podiet fik både hospitalet, byggeorganisationen, rådgivere og entreprenørerne sagt tak for det gode arbejde.
Der var styr på traditionerne, da Amager og Hvidovre Hospital fredag den 2. november holdt rejsegilde for byggeriet af 32.000 m2 nyt hospital. Omkring 200 håndværkere fra byggepladsen var med til at fejre dagen.
- Jeg er glad for at se, at så mange vil tage del i denne fejring, og jeg er specielt glad for, at mange af de håndværkere, som arbejder med at bygge vores hospital, er her i dag. Vi er netop samlet for at takke jer og markere det gode arbejde, sagde hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv sin tale.
Blandt talerne var også byggechef Uffe Gebauer Thomsen, som takkede for et godt samarbejde:
- En stor tak til alle dem, som har været involveret og til dem, som snart begynder arbejdet herude. Vi ser frem til et forsat godt samarbejde, sagde han.
Selvom der nu er tag på huset, er der stadig et godt stykke vej til, at det rå betonhus bliver til et moderne hospital. Det forberedende arbejde er i fuld gang og byggeriet forventes at stå færdigt i 2020.
Projektet har et budget på cirka 1,7 mia. kroner og omfatter Ny Fælles Akutmodtagelse, ny Hjerteafdeling, ny Børne- og Ungeafdeling samt et nyt Barselsafsnit, som er tæt integreret med et nyt Neonatalafsnit.
rg