Nyt samarbejde i trægulvsbranchen
I den forgangne uge slog norske Bo Andrén dørene op for et nyt showroom med eksklusive gulve i Aarhus. Åbningen markerede samtidig startskuddet til et parløb med Design Gulve.
Det nye showroom er 250 m² stort og bliver daglig base for Søren Brink og Bente Beck, der tilsammen udgør det nye Boa Flooring Danmark, samt firmaet Design Gulve, der flytter ind og bliver ny samarbejdspartner:
- Boa Flooring handler ikke direkte med slutbrugeren. Jeg skal bruge udstillingen til mine egne kunder, og Boa skal bruge mig til at fakturere salget igennem. Desuden skal jeg stå for lægning af gulv, hvilket de heller ikke har noget at gøre med, forklarer indehaver Torben Madsen, der har 20 års erfaring fra branchen.
Målet er flere rådgivningsopgaver
Søren Brink, Bente Beck og Torben Madsen har fælles fortid hos Hørning Parket, og det har banet vejen for samarbejdet omkring det nye showroom, hvor det blandt andet er planen at give arkitektfirmaerne mulighed for at bruge faciliteterne til møder med deres kunder.
Netop et øget samarbejde med arkitekterne er en af de gevinster, som Torben Madsen og Design Gulve håber at få ud af det nye samarbejde. Via 14 år som projektchef hos Hørning Parket har han opbygget en solid erfaring inden for projektering og rådgivning, og denne viden vil han gerne tilbyde arkitekterne:
- Jeg har den forventning, at vi kommer ind og får en større andel af opgaverne inden for lægning af specialgulve, og at jeg rent rådgivningsmæssigt kan få fat i arkitekter, entreprenører og bygherrer, siger Torben Madsen, der bl.a. var rådgiver på Operaen i København, som blev indviet i 2005.