23948sdkhjf

Spaden i jorden i Nykøbing M.

Tirsdag i denne uge tog håndværkerne hul på 6.000 m² brolægningsarbejde og en spændende udsmykning af Nykøbing Mors’ centrum ved byens gamle rådhus.
Morsø Kommune har de senere år arbejdet på at højne kvaliteten for bygninger og byrum i byens historiske centrum. Den indsats rundes nu af med en nytænkning af byens centrale torv - ”byens gulv” - i den nordlige ende af Nykøbing Mors’ centrum.

Borgmester Lauge Larsen har i denne uge sat spaden i jorden for at markere begyndelsen på 6.000 m² brolægningsarbejde og en spændende udsmykning af Nykøbing Mors’ centrum ved byens gamle rådhus:

- Jeg glæder mig over, at det er lykkedes at få sat så flot et punktum for arbejdet med at skabe et levende miljø i midtbyen, siger borgmesteren om projektet, der koster 14 mio. kroner at føre ud i livet.

I harmoni med de historiske bygninger
Området omkring rådhuset er i dag opdelt i parkeringsareal samt et mindre torv og gågader. Det bindes nu sammen i et sammenhængende torveområde, hvor der bliver plads til aktivitet og ophold.

Torveområdet viderefører samtidig det nyetablerede Støberitorv, som er anlagt ved byens tidligere jernstøberi.

Landskabsarkitektfirmaet Schønherr har udarbejdet forslaget til det nye Morsø Torv. Forslaget blev valgt på baggrund af en arkitektkonkurrence i 2010, udskrevet af Realdania og Morsø Kommune. Schønherr stod også bag renoveringen af Algade og Kirketorvet i Nykøbing Mors.

Arkitektonisk og kulturel sammenhæng
Realdania har støttet projektet med 7 mio. kroner, og projektleder Anne-Mette Gjeraa glæder sig over, at borgerne nu får mulighed for at mødes om aktiviteter i byens rum:

- Projektet i Nykøbing Mors viser, hvordan man ved at tænke byrummet som en central del af planlægningen kan skabe en bedre sammenhæng i en mindre provinsby – arkitektonisk, såvel som kulturelt, siger hun.

Anlægsarbejdet forventes at vare et halvt år med indvielse i november 2011. Brolægningsarbejdet udføres af Salling Entreprenørforretning.

Monument for Frode Jakobsen
Udformningen af torvet er valgt, så det harmonerer med de historiske bygninger omkring, og sådan at der samtidig er skabt plads til liv og aktivitet.

Hovedelementerne i torvet er store belægningsflader i smukke chausse- og brosten, støbejernselementer og træer. Der bliver også etableret nye trapper og ramper til byens bibliotek samt opsat bænke og andet inventar. Alt udformes i støbejern, som harmonerer med belægningen på Støberitorvet.

Der opsættes også et monument for kunstneren Frode Jakobsen, som stammer fra Nykøbing Mors. Skulpturen er udført af kunstner Hein Heinsen og udformet i irgrøn bronze. Skulpturens motiv er en ring, der er samlet af en stor bronzeklods, som Frode Jacobsen bryder ud af det ene hjørne af.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109