Jysk Element flytter til Hjørring
Virksomheden, der fremstiller helvægs-elementer af træ, har overtaget et tidligere kafferisteri i den nordjyske by.
Den 1. marts gik firmaet således i gang med at ombygge ejendommen, der har stået tom de seneste 15 år:
- Jeg købte ejendommen på tvangsauktion i december, og siden har der forestået et stort oprydningsarbejde, fortæller Per Andersen til Nordjyske Stiftstidende.
Han beskæftiger i dag 3½ medarbejdere, men på lidt længere sigt er målet 6-7 ansatte. Virksomheden producerer vægelementer i træ og sørger efterfølgende selv for montering på byggepladserne. Produktionen foregår indendørs:
- Med de krav, der er til isolering i dag, er det vigtigt, at det træ, der bruges er helt tørt. Derfor opmagasinerer vi alt træ indendørs, så det er helt tørt. På den måde modvirker man skimmelsvamp. Vi har fugtmåler på alt træ, og er det for fugtigt, kasserer vi det, fortæller Per Andersen til avisen.