Spændende opgave til Flex-line
Underleverandøren fra Allingåbro ved Randers har netop leveret over 300 specialfremstillede fodlister til Henning Larsen Architects’ nye rådhusbyggeri i Viborg.
Det åbne udtryk er bl.a. skabt ved hjælp af et utal af runde betonsøjler, og netop søjlerne har vist sig som en større udfordring for Tømrermester Thomas Andersen A/S fra Skive, der har tømrerentreprisen på byggeriet.
Fundet via internettet
Søjlerne måler mellem 30 og 50 cm. i diameter, og da de fleste gulve er limede trægulve, var der behov for en afslutning omkring søjlerne, der kunne afdække dilatationsfugen.
Projektleder Jacob Jacobsen blev derfor hurtigt klar over, at en traditionel fodliste ikke kunne bruges til formålet, og efter lidt søgning på internettet fandt han frem til Flex-line i Allingåbro.
Virksomheden producerer fortrinsvist buer til vinduesfabrikkerne, men for nogle år siden leverede Flex-line et større antal buede lister til det nye Horsens Statsfængsel. Og det var omtalen af dette projekt, der blev indgangsvinklen til opgaven i Viborg, fortæller indehaver og snedkermester, Harald Grønlund:
- I Horsens forsøgte håndværkeren først at slidse og bukke listen i facon, men den løsning blev kasseret, fordi hullerne bag listerne kunne bruges at skjule narko i cellerne, forklarer Harald Grønlund.
- Nu tror jeg ikke, at det er grunden til, at Thomas Andersen i dette tilfælde valgte ’slidse-modellen’ fra, tilføjer han med et smil.
En ny niche?
Hos Thomas Andersen er man meget tilfreds med resultatet, og Harald Grønlund håber, at leverancen til Viborg Rådhus kan blive en genvej til lignende opgaver i fremtiden.
Han ser et uopdyrket marked på området og vil derfor gerne sprede budskabet om, at Flex-line kan andet end at producere buer til vinduer:
- Der er mange, der kender os som underleverandør til vinduesfabrikker, men vi vil gerne finde nicher, der kan køre sideløbende med vores hovedforretning. En tømrer, der står ude på en byggeplads, og skal bruge en liste rundt om en søjle. Han ved ikke hvor han skal ringe hen, men det vil vi gerne gøre noget ved, forklarer han.
Om Flex-line
Virksomheden er etableret i 1984 af snedkermester Harald Grønlund, og de første mange år var det produktion af vinduer og døre, der var omdrejningspunktet.
For otte år siden investerede Flex-line i nyt produktionsudstyr, bl.a. en cnc-maskine, og begyndte at fremstille buer. Det gik så godt, at man fire år senere besluttede at lukke ned for dør- og vinduesproduktionen.