Letbane må udskyde sin åbning
Den forventede åbning af Hovedstadens Letbane rykkes fra andet halvår 2024 til 2025.
Om letbanenHovedstadens Letbane er klar til at køre med passagerer i 2025. Banen strækker sig over 28 km fra Ishøj i syd til Lyngby i nord og får 29 stationer. Hovedstadens Letbane ventes at skulle betjene 13-14 mio. passagerer om året – til sammenligning rejser ca. 10 mio. om året med Kystbanen. Selskabet bag Hovedstadens Letbane ejes af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, Region Hovedstaden og de 11 kommuner Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk. |
Letbanesekretariatet begrunder i en pressemeddelelse udskydelsen med, at cirka en tredjedel af de planlagte ekspropriationsdage i første halvår af 2018 er blevet aflyst.
Ekspropriationerne er nødvendige for at gøre plads til først ledningsomlægninger og derefter anlægsarbejde på letbanen.
- De senere ekspropriationsdage har betydning for, hvornår gravearbejdet kan finde sted. Flere gravearbejder er afhængige af vejrforhold og kan for eksempel ikke udføres i frostvejr. Nogle opgaver forsinkes derfor mere, end hvad der svarer til den forlængede proces for ejergodkendelse som følge af risiko for vintervejr, skriver Hovedstadens Letbane i pressemeddelelsen.
Ledningsomlægningerne er også så småt i gang flere steder langs Ring 3, blandt andet i Herlev og Glostrup, mens anlægsarbejdet forventes at gå i gang efter sommeren 2018.