23948sdkhjf

Køges 'spanske trappe' bliver et markant mødested

Efter to års anlægsarbejde er den nye Stationsbro nu endelig i brug

Mange borgere så til, da Køges borgmester Marie Stærke lørdag den 9. juni klippede det røde bånd og indviede den nye gangbro, der skal forbinde området ved Køge Station med den kommende erhvervsbydel på den såkaldte Collstrup-grund på den anden side af skinnerne.

Som led i det store Køge Kyst-projekt skal den nye, tyve meter brede bro være med til at bryde den barriere, som den sekssporede jernbane i mange år har udgjort mellem by og havn.

Og samtidig skaber broen, der er tegnet af Vandkunsten, et nyt og spændende mødested midt i byen.

Mere end blot en bro
- Man kan stille sig selv spørgsmålet, hvorfor vi har bygget en tyve meter bred bro, når mindre kan gøre det. Men det har været vores ambition at lave et markant byggeri, som kan noget mere end blot at være en bro over skinnerne. Broen er også et byrum og et mødested midt i Køge, siger Tove Skrumsager Frederiksen, projektdirektør for Køge Kyst.

Stationsbroens trappe er inspireret af Den Spanske Trappe i Rom, og det brede byrum på toppen kan skabe associationer til High Line Park i New York. Både trappen og toppen udgør således markante, nyskabende byrum.

- Vi er på vej til at få en mere samlet by med de nye forbindelser. Og med Stationsbroen får vi et nyt mødested med masser af muligheder for både butikker, handlende eller dem, der tager et hvil på trappen og et view fra toppen, siger borgmester Marie Stærke.

Tre nye forbindelser
Den nye stationsbro er den anden af tre nye forbindelser, som skal skabe bedre sammenhæng mellem Køges bymidte og havnen på tværs af jernbanen, som i en menneskealder har udgjort en barriere.

Den første, en vejtunnel for biler, blev indviet i efteråret 2016, mens den tredje og sidste forbindelse er en kommende, lys og bred underføring fra byen til havnepladsen for gående og cyklister.

Det er partnerselskabet Køge Kyst, der siden 2016 har stået for byggeriet af Stationsbroen i samarbejde med DSB Ejendomme. Cowi er rådgivende ingeniør på projektet og har stået for projektering og byggeledelse, mens selve byggeriet er udført af Arkil i hovedentreprise.

Aalborgensiske Bobach har som underleverandør produceret og leveret alle stålkonstruktioner til det markante byggeri. Det drejer sig om en stor platform, 250 meter rækværk, tre store ståltrapper samt tre elevatortårne.

Artiklen er en del af temaet Video & billedserier.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126