Krisen spøger fortsat i køkkenbranchen
Danskerne tøver fortsat med at skifte køkkenet ud, men en fremgang i salget til nybyggerier har stoppet nedturen.
Det oplyser dagbladet Børsen med henvisning til tal fra CEM Institute Køkken Monitor, der løbende overvåger køkkensalget.
Af tallene fremgår det dog også, at stormen efterhånden er løjet af, og det mærker man bl.a. hos HTH:
- Vi har set en pæn fremgang i forhold til 2009. Vi kan især mærke, at business to business-salget, der er vores kernekompetence, er ved at komme i gang igen i form af flere nybyggerier, siger general manager Lars Bay-Smidt til avisen.
Venter på valget
Børsen har talt med seniorøkonom Flemming Birch fra Retail Institute Scandinavia, og han ser det forestående folketingsvalg som skelsættende, hvis krisestemningen for alvor skal vendes:
- Det næste valg kommer til at handle om, hvem der bedst kan redde os ud af den økonomiske elendighed, og det kræver, at billedet af en krise bliver fastholdt. Set med detailhandlens briller er det en katastrofe, siger han.
Den udlægning er direktør Anders Hornebo fra Skandinavisk Køkkengruppe enig i:
- Jeg tror, at det stagnerende marked hænger sammen med usikkerheden om, hvornår der skal være valg, for det er som om, vi befinder os i et politisk vakuum, siger han.
Anders Hornebo vurderer, at køkkenbranchen som helhed er gået tilbage i 2010 – og det gælder også for hans egen virksomhed.