23948sdkhjf

Aalborg-skole får en bæredygtig tilbygning

Lokal entreprenør klar til byggestart ved Vester Mariendal Skole.

Skoleleder Jesper Hougaard Stoumann og rådmand Tina French Nielsen førte spaden, da byggestarten på et 2.500 kvadratmeter stort nybyggeri ved Vester Mariendal Skole i Aalborg blev markeret torsdag.

Byggeriet opføres efter Aalborg Kommunes bæredygtighedsmanual, der stiller en række krav til blandt andet bygningens energiforbrug, materialernes miljøprofil samt akustik og indeklima.

Tilbygningen bliver en del af kommunens specialklassetilbud for børn med bevægelseshandicap og specifikke indlæringsvanskeligheder. Derfor er tilgængelighed både ude og inde også et vigtigt fokusområde.

- I byggebranchen har vi ikke kun en mulighed, men også et ansvar for at gøre noget godt for miljø og klima. Det er rigtigt positivt, når en stor bygherre som Aalborg Kommune stiller klare krav, fordi det bidrager til, at vi som branche udvikler os i en mere bæredygtig retning, siger salgsdirektør Henrik Staun fra Lund & Staun, der er entreprenør på projektet.

Lund & Staun har arbejdet med bæredygtigt byggeri i en årrække og har flere DGNB-byggerier på cv’et. Virksomheden har desuden sin egen FSC-certificering.

Henrik Staun oplyser, at projektet på Vester Mariendal Skole vil blive brugt som case af Aalborg Kommune til opsamling af viden om håndtering, sortering og genanvendelse af plast fra byggepladsen.

Erfaringerne vil også blive anvendt i det EU-støttede projekt, ”Green Building A-Z”, hvor Lund & Staun medvirker sammen med Aalborg Kommune, MT Højgaard, UCN, Tech College Aalborg og en række norske og svenske partnere.

- Vi tror på, at erfaringsudveksling og netværk er vigtige redskaber, og vi er glade for at få lov til at bidrage til udviklingen, siger Henrik Staun.

Tilbygningen skal stå færdig i slutningen af juni 2019. Lund & Staun, KAAI og By+Land har færdigprojekteret byggeriet ud fra et dispositionsforslag fra Rum, Orbicon og Bjerg Arkitektur.

Artiklen er en del af temaet Bæredygtigt byggeri.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111