23948sdkhjf

Klumme: Råb op – for veje og bygninger lider i stilhed!

Især byggeri og anlæg er ramt at den værste krise i mands minde. Så naturligt nok går snakken i bygge- og anlægskredse på, hvornår den mon går over.
Af Anders Hundahl, adm. direktør, Asfaltindustrien

Det korte svar er, at krisen så småt er ved at gå over – men det tager tid, før vi er tilbage på vækstsporet. Og at vi selv, håndværkere og entreprenører har mulighed for at fremskynde væksten – hvis vi råber op overfor kommunerne.

Denne klumme giver intet patentsvar på de udfordringer, vi står overfor. Men den bringer vejrudsigten og viser, hvad vi selv kan gøre for at komme til at bygge, anlægge og vedligeholde noget mere.

Vejudsigten – fra storm til overskyet med enkelte solstrejf
Verdensøkonomien voksede med 4 % i 2010. Det skriver DI i sin prognose fra februar. Og væksten ventes at forsætte i 2011 og 2012. Positivt.

Ser vi på vores nabolande, Sverige og Tyskland, er der pæn vækst i deres økonomi. Positivt.

I Danmark er overskuddet på betalingsbalance tre gange så stort som forventet – i 2010 på hele 93, 6 mia. kroner, skriver Børsen. Det giver plads til en mere aktiv finanspolitik. Positivt.

For bygge- og anlægsbranchen spår Dansk Byggeri i sin seneste konjunkturanalyse en beskeden vækst på knap 2 % i de kommende år. Udviklingen i dansk økonomi er for svag til at kunne fremkalde fremgang i den samlede bygge- og anlægsaktivitet, som ser ud til at flade ud på et lavt niveau. Ikke mindst kommunerne holder igen. Hmmm – ikke særlig positivt.

I tidligere konjunkturanalyser ser DI Transport svag vækst forude trukket af vores nabolande, mens Tekniq (el og VVS) og FRI (rådgiverne) er forsigtige optimister, der ser et marked trukket af infrastruktur-projekterne. Altså heller ikke udsigt til sol herfra, men dog enkelte solstrejf.

Hold ud, og råb op, for veje og bygninger lider i stilhed
Så konjunkturerne hjælper os ikke her og nu. Hvad skal man så gøre som virksomhed og branche? Efter min mening to ting: Holde ud og sørge for at få forklaret politikerne, at det kan betale sig at vedligeholde veje og bygninger ordentligt, og at der er mange gode danske arbejdspladser i byggeri og anlæg.

Først må vi holde ud. Væksten skal nok komme igen. Om ikke i år så til næste år eller næste år igen. Og selv om det er smerteligt at se gode, danske virksomheder gå ned, og trist at antallet af konkurser er så stort som det er, så giver det lidt mere plads til de virksomheder, der overlever.

Dernæst skal vi forklare, at vi faktisk lægger god værdi til det danske samfund.

- Vi skal blive meget bedre til at opsøge politikerne og skrive læserbreve om, hvor dyrt det er at lade forfalde i forhold til at vedligeholde i tide.

- Vi skal ved konkrete eksempler vise, at vi kan skabe arbejdspladser og god samfundsøkonomi ved energirenovering og CO2-rigtige veje.

- Vi skal forklare fordelen ved offentligt-private samarbejder.

- Vi skal komme frem med gode eksempler på den velfærd, der ligger i at have en ny skole, et flot plejehjem og god omfartsvej.

Og så skal vi alle tænke over, hvordan vi effektiviserer og bliver endnu mere produktive, så vi kan klare os i den internationale konkurrence og i et stadig mere åbent marked.

Vi skal kort sagt tale vores sag bedre. Borgerne går i fakkeltog, når der skæres ned på en børnehave, men veje og bygninger lider i stilhed. Vi skal til at tale deres sag – højt og tydeligt så alle kan høre det. Igen andre gør det. Lad os komme i gang! Sammen kan vi vende krisen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079