23948sdkhjf

Finanshus og boliger på vej i ny Aalborg-bydel

Byggeriet af en kontorejendom og 100 boliger går i gang efter påske.

Omkring årsskiftet 2019/20 fraflytter Nykredit sit nordjyske hovedsæde på John F. Kennedys Plads i Aalborg for at rykke ind i et nyopført finanshus i den nye bydel på byens tidligere eternitgrund.

Finanshuset får et areal på 3.600 kvadratmeter og bliver en del af byggeriet ”Karolinehaven”, som også kommer til at indeholde 100 lejeboliger med to eller tre værelser samt godt 3.000 kvadratmeter p-kælder.

- Der er første spadestik den 12. april. Men entreprenøren starter op lige efter påske, og vi forventer, at byggeriet står klar til indflytning henover 2-3 måneder fra sidst i 2019 til først i 2020, fortæller projektchef Karsten Westergaard fra selskabet Søren Enggaard A/S, der er udvikler og bygherre.

Friis & Moltke har tegnet projektet, der kommer til at bestå af flere bygningskroppe i 4-6 etager, som danner en hestesko omkring en forhøjet parkeringskælder. Rambøll er rådgivende ingeniør, mens Arne Andersen Vrå bliver totalentreprenør.

”Karolinehaven” opføres i eternitgrundens nordvestlige hjørne ud mod krydset ved Sønderbro og Østre Allé – som nabo til det relativt nyopførte ”Fronthuset”, hvor en anden finansvirksomhed, Jutlander Bank, er blandt lejerne.

Mod Sønderbro vil byggeriet danne en markant facade, som beklædes med metal.

Projektets navn er i øvrigt en reference til Karolines Kilde, der løb igennem området, før det blev inddraget til industri.

Bygherren Søren Enggaard A/S er i forvejen en central aktør på eternitgrunden som udvikler og bygherre på en stor del af de byggerier, der er skudt op over de seneste år. For øjeblikket er selskabet i gang med at bygge ”Boeck Hansen husene” med 107 boliger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141