Aarhus-maler satser på porebeton
I næste måned tager Aros Maler Entreprise og Aros Development hul på arbejdet med porebeton og malebehandling i 130 nye lejligheder, som Casa er i gang med at opføre i Aarhus.
Det er de to selskabers tredje fælles projekt, siden folkene bag Aros Maler Entreprise, Simon Elkjær og Christian Brandenborg, besluttede at etablere Aros Development som et nyt, selvstændigt forretningsben i Egå-virksomheden.
Hensigten er at udnytte de synergier, der ligger i at samle porebeton og malerarbejde hos én leverandør. Det har de to Aros-selskaber indtil videre gjort for Raundal og Moesby på et projekt med 35 lejligheder i Skanderborg og for Konstruct på et projekt med 65 rækkehuse i Smørum.
- Vi kan, fra den feedback, vi har fået fra kunderne, se, at synergien i at have både opsætning af porebeton og den efterfølgende malerbehandling af vægge, gør en stor forskel for dem og nok også er forklaringen på, at vi allerede skal i gang med vores tredje projekt, hvor vi udfører begge entrepriser, siger Simon Elkjær.
Tror på 30 ansatte inden 2019
Afsættet til etableringen af Aros Development var, at en af de faste samarbejdspartnere, Mikkel Mo, måtte lukke sit firma, som havde monteret porebeton på flere større byggerier i Aarhus.
- Efter han af personlige årsager var nødt til at lukke sin virksomhed, besluttede vi at etablere Aros Development med Mikkel Mo som afdelingschef. Mikkel har over 13 års erfaring med montage af porebeton, og vi er meget glade for at have ham hos os, siger Simon Elkjær.
Det nye selskab beskæftiger i dag 13 medarbejdere. Simon Elkjær vurderer, med afsæt i den aktuelle ordrebeholdning og tilbudsmængde, at det tal vil være steget til 30 inden årets udgang. I malerfirmaet er der omkring 70 ansatte.