23948sdkhjf

PFA og Kolding-entreprenør klar med boligprojekt

Trecifret millioninvestering baner vej for 228 boliger i Vejle centrum.

Pensionsselskabet PFA har købt to byggegrunde på Flegmade 18-20 i Vejle og opfører frem mod 2020 i alt 228 nye lejeboliger.

De to byggerier opføres i samarbejde med Årstiderne Arkitekter og entreprenøren O. Adsbøll & Sønner.

- Vejle og omegn har i mange år, først som centrum inden for tekstilindustrien og siden som en central hub for blandt andet IT- og videnvirksomheder i Vestdanmark, gjort sig gældende som et attraktivt sted at bo og drive forretning. Det understøttes af, at Instituttet for Fremtidsforskning har identificeret Vejle som et af de interessante vækstområder i Danmark, og der er en høj efterspørgsel efter nye boliger, som vi forventer fortsætter, siger Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA, i en pressemeddelelse.

Bygges efter ny seniorvenlig standard
Lokalplanen for området med det projekterede byggeri blev godkendt i december, og byggeriet forventes at gå i gang i andet kvartal 2018.

Der bliver tale om lejeboliger, som i størrelse spænder fra 2-værelses på 52 kvadratmeter til 4-værelses på 107 kvadratmeter. Desuden bliver der opført to iværksætterboliger på hver 80 kvadratmeter.

Michael Bruhn oplyser, at boligerne vil henvende sig til alle aldersgrupper, men at de i videst mulige omfang vil blive bygget efter PFA’s seniorvenlige boligstandard, som er udviklet sammen med Statens Byggeforskningsinstitut.

- Det betyder, at boligerne er indrettet med for eksempel ekstra gode adgangsforhold og elevator i etagebyggeri med henblik på, at man kan bo der langt det meste af livet, også hvis man med årene eller af andre årsager bliver mindre mobil, siger ejendomsdirektøren.

Projektet i Vejle løber op i mere end 300 mio. kroner og bringer PFA’s samlede investeringssum i boliger uden for Storkøbenhavn og Aarhus op på ca. 1,8 mia. kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097